23948sdkhjf

Q-System lander to nye millionprojekter i Sverige

Den danske leverandør af interne logistiksystemer har succes i Sverige, hvor man netop har landet to millionprojekter.

Beslag & Metall i Ekenässjön øst for Jönköping producerer og leverer pressede, svejsede og overfladebehandlede komponenter til bilindustrien.

Virksomheden er i gang med at færdiggøre en ny tilbygning til de bestående produktionshaller, og i den forbindelse har man besluttet sig for også at effektivisere den interne logistik.

Q-System har fået til opgave at levere palletransportanlægget, som nogle steder skal køre i gulvniveau, og andre steder i taghøjde. Det omfatter derfor flere elevatorer til at transportere pallerne op og ned i forskellige niveauer, transfervogne for at få fri plads til trucks ved portene, og palleop- og -nedstablere for at kunne stable tre paller med sider i højden, så man kan buffe så mange paller som muligt op på banesystemet. Anlægget skal stå klar til brug i første kvartal af 2020.

Samtidig har Essity Hygiene & Health i Lilla Edet nord for Göteborg, som blandt andet producerer køkkenruller og toiletpapir, besluttet at lægge endnu en ordre hos Q-System for at få hjælp til at forbedre sin interne logistik; dette ved levering af et komplekst banesystem, som skal installeres og være idriftsat inden årsskiftet.

- Vi glæder os til at levere dette banesystem og over vores tætte samarbejde med Essity gennem mange år, som betyder, at vi sammen finder frem til nye forbedringer af deres interne logistik, siger direktør hos Q-System, Niels-Erik Lundvig.

- Projektet omhandler indgående paller, som ankommer per jernbane eller bil.  Ofte er pallerne for høje til at kunne placeres på højlageret. Derfor skal de øverste lag på pallen plukkes af og placeres på en ny palle. Den for høje palle bliver derfor kørt ind til en portalrobot, som automatisk vil aftage en vis mængde gods, således at pallen kan placeres på højlageret.

Det nye anlæg skal kobles sammen med det bestående system, som Q-System har leveret på et tidligere tidspunkt. Dette anlæg transporterer via en lift pallerne op i højlageret, som betjenes af seks højlagerkraner.

Portalrobot, pallemagasin, rulle- og kædebaner, lift og den øvrige udrustning i anlægget vil blive produceret af Q-System, så det er kun strækfilmomvikleren, som også indgår i systemet, der vil blive leveret af anden leverandør.

- De to nye opgaver er begge komplekse, men som altid baserer vi anlæggene på vores standardmoduler, som så bliver tilpasset til det enkelte projekt; det er jo en af vore store styrker, slutter Niels-Erik Lundvig.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125