23948sdkhjf

Stor hæder til materialeforsker på DTU

Det går år imellem, at The International Federation for Heat Treatment and Surface Engineering, en global sammenslutning af varme- og overfladebehandlings organisationer, uddeler IFHTSE-medaljen til særligt prominente forskere inden for varme- og overfladebehandling af metaller.

Siden 2004 er medaljen kun uddelt i alt syv gange. Denne store og helt specielle ære er nu tilfaldet professor Marcel Somers, DTU Mekanik.

Men denne hædersbevisning kommer ikke alene. Marcel Somers har nemlig også fået tildelt æren af at holde en såkaldt Lakhtin-forelæsning. Det er en forelæsning til ære for en prominent russisk forsker inden for termokemisk overfladebehandling, Yurii Mikhailovich Lakhtin. Forelæsningerne har været holdt siden 1998, og Marcel Somers er kun den femte forsker, der får denne ære.

Det er Marcel Somers’ enestående bidrag til forståelsen og anvendelsen af metal-gas-reaktioner i termokemiske processer, samt hærdning ved kryogene behandlinger, der er baggrunden for tildelingen af såvel medaljen og æren af at holde en Lakhtin-forelæsning.

Bedst kendt er nok hans metallurgisk videnskabelige arbejde med gasbaseret overfladebehandling af rustfri stål, som hans forskergruppe var én af de første til at afsløre den sande natur af, som lagde grundlaget for at udtage en stribe patenter og stifte virksomheden Expanite.

Kendetegnede for Marcel Somers’ forskningsgruppes arbejde er, at grundlæggende forskning kobles til anvendelige innovative materialeløsninger. Dette afspejles også af titlen på hans Lakhtin-forelæsning “Thermochemical surface engineering of stainless steels with interstitials; Symbiosis of science, technology and innovation”, som han holder den 17. september i Moskva.

De to hædersbevisninger bringer Marcel Somers i selskab med verdens absolut førende forskere på området, som eksempelvis Harry Bhadeshia, George Krauss, Tadashi Maki, Eric Mittemeijer og Tom Bell, der tidligere har fået tildelt IFHTSE-medaljen og/eller holdt én af de sjældne Lakhtin-forelæsninger.

Læs mere om: DTU
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172