23948sdkhjf

Grundfos sælger flere pumper i ellers udfordret marked

Den danske pumpeproducent har solgt mere i blandt andet Vesteuropa og Kina i første halvdel af 2019

Et stigende salg til markeder som Vesteuropa og Kina har været med til at give en større indtjening hos Grundfos.

Det fremgår af halvårsregnskabet fra den Bjerringbro-baserede virksomhed, der er en af verdens største producenter af vand- og pumpeløsninger.

Selskabets omsætning er i første halvdel af 2019 steget med 3 pct. til 13,2 mia. kr. sammenlignet med den tilsvarende periode året før.

Det har bidraget til et overskud før renter og skat - det såkaldte ebit-resultat - på 1,2 mia. kr. Det var 22 pct. højere end i samme periode af 2018.

- Vi er tilfredse med vores finansielle resultater for første halvdel af 2019, siger Mads Nipper, topchef i Grundfos, i en pressemeddelelse.

- Omsætningen er steget på vores kernemarkeder, og kombineret med disciplineret omkostningsfokus leverer vi det største salg og ebit nogensinde for første halvdel af et år, fortsætter Grundfos-topchefen.

Ifølge selskabet selv har resultaterne nydt godt af et fortsat godt momentum og salgsvækst på de fleste markeder med Vesteuropa, Kina og virksomhedens globale serviceforretning som de primære bidragydere.

Væksten er dog ikke kommet af sig selv for Grundfos, da selskabet ifølge topchefen arbejder i et stadigt mere udfordrende marked.

- Vores teams har leveret fantastisk arbejde på et mere og mere udfordrende marked.

- Jeg er stolt af det engagement, vi har rundt om i verden og vores bidrag til at løse de globale vand- og klimaproblemer samtidig med, at vi driver en profitabel virksomhed, siger Mads Nipper.

Mens første halvdel af året har været kendetegnet ved pæn vækst på trods af markedsudfordringer, så regner Grundfos med, at anden halvdel bliver mere udfordrende.

Det begrunder selskabet med et tiltagende usikkert marked, særligt på grund af handelskrigen mellem USA og Kina.

På den baggrund venter Grundfos, at indtjeningsvæksten for hele 2019 ender på et "lavt encifret" niveau. Til sammenligning stod indtjeningsvæksten næsten stille mellem 2017 og 2018.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093