De danske jernstøberier mærker en stærk fremgang i aktiviteten. Samlet smitter den bare ikke af på bundlinjen. Flaskehalse hos de to største jernstøberier, Jernstøberiet Dania og Vald. Birn, og en voldsomt stigende omsætning presser indtjeningen.
Det siger nøgletallene:
- De fire jernstøberier, der oplyser omsætning, går alle frem med mindst 15 pct. Jernstøberiet MAT Dania går mest frem med 22 pct. Samlet går branchens omsætning frem med 19 pct., i 2017 var fremgangen på 16 pct., og før fremgangen var der fem år med tilbagegang.
- Halvdelen af støberierne går tilbage på resultatet før skat, som samlet set falder med 48 pct. Vald. Birn, Jernstøberiet Dania og Dansk Skalform reducerer alle deres bundlinje med over 50 pct.
- 75 pct. af virksomhederne øger antallet af ansatte, som i alt vokser med 12 pct., hvilket svarer til 135 fuldtidsansatte. Siden finanskrisen har antallet af ansatte i branchen ikke været så højt.
- Fem ud af de otte jernstøberier har et fald i driftsresultatet, som samlet går tilbage med 47 pct. Det er det laveste samlede driftsresultat for branchen siden 2009. Vald. Birn er den virksomhed, som går mest tilbage på driften. I den mere positive ende er Uldalls Jernstøberi, som forbedrer driftsresultatet med 60 pct. Tasso Odense og Skagen Jernstøberi har også fremgang på driften.