23948sdkhjf

Vestas er på vej mod rekordår efter seks stærke måneder

Ordrerne ruller ind hos vindmølleproducenten Vestas, der ifølge aktieanalysechef er på vej mod rekordår

Det er gået vindmøllegiganten Vestas rigtig godt i de første seks måneder af 2019. Faktisk er det gået så godt, at selskabet er på vej mod at sætte rekord for antallet af ordrer på et år.

Det vurderer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank. Han betegner halvåret som "rigtig stærkt".

- Vestas står til at levere rekord i ordrer for første halvår. Det vil blive konverteret til en ordrerekord, når vi kigger på regnskabsåret 2019.

- Det er skabt, fordi markedet er rigtig positivt i øjeblikket. Der bliver uddelt rigtig mange ordrer, især på nogle af de markeder hvor Vestas er særligt aktive, siger han.

Jacob Pedersen peger også på, at Vestas har et godt udvalg af produkter, hvilket er medvirkende til det gode halvår.

Alt er dog ikke fryd og gammen ifølge aktieanalysechefen. Priserne på vindmøller bliver nemlig presset ned på grund af en ny struktur, hvor Vestas på projekter skal byde ind med laveste pris for at få ordren.

- Det har skabt et alvorligt pres på priser på vindmøller, men samtidig har det gjort, at vindenergien er blevet langt mere konkurrencedygtig. Det har været med til at åbne markedet op.

- Så selv om Vestas tjener mindre på hver enkelt vindmølle i dag, end man gjorde for to-tre år siden, så bliver der solgt væsentligt flere vindmøller nu, fordi prisen er blevet lavere, siger Jacob Pedersen.

En medvirkende årsag til de mange ordrer er, at Vestas har leveret en "meget, meget stærk udvikling" i Brasilien. 

- Det har været et af de markeder, hvor man virkelig har sat sit præg. I løbet af kort tid har man fået en ret stærk position, efter at man har etableret produktionsfaciliteter derovre. 

- I Brasilien har man landet rigtig mange ordrer, siger han.

Han fortæller videre, at der ligger en række ordrer fra USA og lurer. Derfor forventer han, at den resterende del af 2019 vil byde på mange ordrer fra USA til Vestas.

Generelt forudsiger han, at USA bliver et vigtigt og stærkt marked i både 2019 og 2020.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234