Lidt over to års udvikling har nu kastet det første salg af sig for de to nordjyske iværksættere Peter Hauschildt og Lars Stoustrup. Sammen har de udviklet systemet Frugal Propulsion, der har til hensigt at begrænse skibes brændstofforbrug via optimering af samspillet mellem motor og propeller.
Skibes fremdriftssystem er lavet på den måde, at man opnår et optimalt brændstofforbrug ved en bestemt hastighed i sammenhæng med en bestemt dybgang og en bestemt trim (forholdet mellem dybgang for- og agter, red.). Dette betegnes som skibets design-tilstand. Men hvis ikke de tre parametre stemmer overens, kan forbruget blive endog meget ineffektivt.