Indisk ordre til FLSmidth
FLSmidth har modtaget en ordre til en værdi af ca. 180 mio. kr. fra Jhabua Power Ltd.
FLSmidth har ligeledes modtaget en hensigtserklæring på fase to, som, hvis den indenfor 12 måneder udgør en effektiv kontrakt, vil tilføre yderligere en værdi af cirka 70 mio. kr.
Det er en turnkey-ordre, som blandt andet omfatter konstruktion, ingeniørarbejde, fabrikation, montage, afprøvning og transport til byggepladsen. Leverancen indeholder tippeapparater til jernbanevogne, lamelfødebånd, lagermaskiner, et transportbånd, neddelere, vibrerende fødesigter og afkastevogne. Leverancen omfatter endvidere eludstyr samt udstyr til bekæmpelse af luftforurening herunder et anlæg til støvbekæmpelse og støvudtag, som lever op til alle miljøkrav.
- Alle de centrale udstyrsleverancer er FLSmidths egne produkter, og ordren styrker FLSmidths position som leverandør af komplette løsninger baseret på One Source-strategien. FLSmidth afvikler lige nu en ordre på et kulhåndteringsanlæg som den samme kunde, Avantha Power, afgav i 2010, og den nye ordre repræsenterer en tilsvarende leverance. Vi er stolte over, at kunderne vælger os som deres One Source-leverandør, udtaler administrerende koncernchef Jørgen Huno Rasmussen, FLSmidth.