Brand hos nordjysk smedevirksomhed
En lagerhal nedbrændte natten til lørdag hos virksomheden Gancon, der ligger nordøst for Aalborg.
- Allerede da vi nåede frem, var bygningen overtændt, men vi skulle også sørge for, at branden ikke spredte sig til bygningen ved siden af hallen. Der stod også to ståltanke på 12-15 meters højde ved siden af den brændende hal - de var fyldt med savsmuld, og der var et oplag af flis, så der var masser af ting, som kunne brænde, siger indsatsleder Peter Reinau til Nordjyske Stiftstidende.
Hallen blev blandt andet brugt til opbevaring af byggematerialer, men den husede også to brintdrevne trucks samt en gasflaske og en iltflaske, og de to sidstnævnte var overophedede, da brandfolkene nåede frem, og de frygtede derfor en eksplosion.
Gancon’s ejer, John Bast, oplyser til avisen, at værdier for i alt 500.000-700.000 kr. gik op i flammerne. Produktionen hos den nordjyske virksomhed ventes dog ikke at blive påvirket i væsentlig grad.