En kæk bemærkning for mere end 25 år siden er blevet til virkelighed. Da Michael Lund med sit svendebrev i hånden havde en snak om fremtiden med Damstahl-direktøren Mikael Sthaalros, nævnte han, at fremtidsmålet var direktørens job.
I slutningen af december 2018 gik den unge mands drømme i opfyldelse. Her blev det offentliggjort, at Michael Lund afløser succesfulde Mikael Sthaalros i det tungeste job blandt de rustfri stålgrossister i Norden. Ved udgangen af 2019 takker Mikael Sthaalros af efter næsten 50 års ansættelse hos Damstahl og 41 år i direktørstolen.