23948sdkhjf

Tætningsspecialist fylder 40

Meget er sket, siden grundlæggeren Carsten Holm i 1979 grundlagde Carsten Holm A/S fra sin firelængede gård ved Gislev på Fyn.

På daværende tidspunkt var ambitionen ikke, at det skulle blive til noget stort, men at skabe en fornuftig tilværelse for ham og hans familie.

Godt bagland og gode medarbejdere
Der er flere årsager til, at det er lykkedes at skabe en god forretning. Familien er helt klart en af dem. Carsten Holms hustru, Birgit, har gennem alle årene støttet sin mand, og har også taget aktivt del i driften.

Siden 2002 har anden generation, sønnen Ulrik Holm, også været involveret i driften. Først i rollen som marketingchef og de seneste 11 år som direktør. I samme periode er der gennemført et glidende generationsskifte.

Det har gennem alle årene været vigtigt for familien Holm, at skabe en arbejdsplads med gode rammer for medarbejderne – et sted, hvor alle trives og er en vigtig del af virksomheden. Ifølge Ulrik Holm er medarbejderne den primære årsag til virksomhedens succes:

- De er meget dygtige, har en god indstilling til service og træder til, når kunden har brug for hjælp – også midt om natten.

Handel og produktionsvirksomhed
I 1991 gik virksomheden fra at være ren handelsvirksomhed til også at være produktionsvirksomhed. Virksomheden investerede i egen CNC-maskine, som var specielt beregnet til bearbejdning af gummi og kunststof.

Det nedbragte leveringstiden på komplekse tætninger markant. Forretningsområdet er hen over årene vokset og i dag står der ikke mindre end seks CNC-maskiner på Kielbjergvej.

Fra 40.000 til 120.000 varenumre
Samme udvikling har været gældende i antallet af varenumre på lageret. I 1994, hvor virksomheden flyttede fra den firelængede gård i Gislev til et industrikvarter i Ringe, var der 40.000 varenumre registeret og 10 medarbejdere.

I dag er antallet steget til 120.000 varenumre og 43 medarbejdere, primært i Danmark. Carsten Holm A/S udvidede deres salgsaktiviteter til også at inkludere Kina og har siden 2011 haft et salgsselskab i Suzhou, hvor primært europæiske virksomheder, men efterhånden også mange kinesiske virksomheder, efterspørger vestlig kvalitet.

Nyt domicil
Udviklingen har været positiv hen over alle årene, og derfor har pladsmangel været et generelt problem. Indtil 2016 blev udfordringen løst ved at leje lagerfaciliteter rundt om på forskellige adresser i Ringe. Da lokation nummer fire ikke var tilstrækkelig, tog virksomheden i 2016 konsekvensen og byggede nyt domicil på den anden side af Svendborgmotorvejen.

I dag råder virksomheden over et 3.200 kvadratmeter domicil, hvor der er tænkt eventuelle udvidelsesmuligheder fra starten. Ejendommen ligger på en 14.700 kvadratmeter stor grund, hvor der er rig mulighed for udvidelser.

Direktør ser positivt på fremtiden
Der ligger forsat et potentiale for at udbygge salget af pakninger og tætninger både i Danmark og udlandet.

- Vi har lagt en realistisk strategi for virksomhedens fremtidige vækst, og vi ser meget positivt på fremtiden, fortæller Ulrik Holm.

Lige nu glæder medarbejderne sig til at vise huset frem for kunder, leverandører og venner af huset ved en planlagt reception i anledning af 40-års jubilæet den 24 maj 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093