GS-Eurolaser solgt
Den nye ejerkreds er et syndikat bestående af direktør Henning Krog, Dansani-ejer Carsten Friis via sit Holding-selskab og Hebo Danmark Holding ved Bonnik Nicolajsen Hansen, der ejer Trixie der er leverandør af kæledyrstilbehør.
Læs også: Nordvestjysk underleverandør solgt
Henning Krog bliver selskabets nye direktør, mens de nye investorer stiller henholdsvis Carsten Friis og Henrik Clausen til bestyrelsen. Henrik Clausen er direktør i Hebo Danmark Holding.
- GS-Eurolaser har et betydeligt uudnyttet potentiale, som vi sammen med det engagerede team vil søge at realisere, siger Henning Krog.
- Vi har i sommeren 2018 igangsat en strategiproces med øget kundefokus og investeret betydeligt i nye maskiner. Nu skal vi skalere produktionen og profilere os i markedet, fortsætter han.
Den hidtidige ejer, Ronni Odd Kristensen, forbliver som salgsansvarlig hos GS-Eurolaser. Salgsarbejdet er hans særlige interesse og spidskompetence.
- Vi kommer med erfaring, kompetencer og ressourcer til at kunne videreføre den hidtidige ejer Ronni Odd Kristensens visioner for virksomheden. Maskinparken hører til blandt de mest moderne i Danmark, og vi kan skalere produktionen væsentligt med den nuværende maskinkapacitet. Fremtiden kommer til at handle om kundefokus og at sælge den store kapacitet hos GS-Eurolaser på en fornuftig måde, siger Henning Krog, der selv er maskinuddannet og siden blev supply chain- og logistikekspert via karriereskridt hos Alfa Laval, GLS, Dangaard Telecom og senest ni år som driftsdirektør hos badeværelsesmøbelproducenten Dansani.
GS-Eurolaser beskæftiger godt 30 medarbejdere og har til huse i industriområdet i Hedensted. Virksomheden er underleverandør af pladebearbejdning og komponenter til jern- og metalindustrien.