23948sdkhjf

Eksperter i arbejdsmiljø: Overraskende ringe af Vestas

Ansatte hos Vestas bliver unødvendigt udsat for farlige stoffer på en fabrik i Spanien. Og ledelsen har ikke levet op til sit ansvar. Sådan lyder kritikken fra eksperter

Spanske arbejdere bliver syge, når de kommer i kontakt med farlig kemi på Vestas' fabrik i Spanien. Det kan undgås. Og ledelsen har ansvaret.

Sådan lyder meldingen fra Peter Hasle, professor i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet, og fra tidligere tilsynschef i Arbejdstilsynet, Hasse Mortensen.

Fagbladet 3F har talt med 12 tidligere ansatte, som lider af alt fra alvorlige lungesygdomme til eksem og udslæt efter at have arbejdet på fabrikken.

Her er de blevet udsat for epoxy og isocyanater, giftige kemikalier, som anvendes i vindmølleproduktion.

- Når de ansatte så også bliver syge af arbejdet, viser det, at fabrikken udsætter dem unødvendigt for farlig kemi, siger Peter Hasle.

Den danske vindmøllegigants fabrik beskæftiger omkring 800 ansatte og er en af de største arbejdsgivere i landsbyen Daimiel et par timer syd for Spaniens hovedstad Madrid.

Hasse Mortensen mener ikke, at forholdene på den spanske Vestas-fabrik kan forklares med uvidenhed.

- Det er almindeligt kendt, at de her produkter kan gøre folk syge. Forholdene på fabrikken udspringer af manglende vilje til at omsætte viden til handling, siger han.

Han understreger, at det ikke er let at arbejde med farlig kemi. Det kræver blandt andet ledelsens “konstante overvågning” af arbejdsprocesserne på fabrikken, hvis arbejdsmiljøet skal være sikkert for de ansatte.

- Men det er altså muligt at arbejde fuldt forsvarligt med de her produkter, hvis man vil, siger han.

Vestas stod med en lignende skandale i Danmark i 2016, hvor flere danske ansatte var blevet syge af at arbejde med kemikalier på Vestas’ fabrikker.

Dengang lovede Vestas, at de ville rette op på forholdene på deres fabrikker og hævdede, at “en sag er en for meget” med syge medarbejdere.

Derfor er begge eksperter overrasket over den nye sag.

- Jeg havde forventet, at danske virksomheder havde væsentligt bedre styr på det kemiske arbejdsmiljø, end tilfældet er på den spanske Vestas-fabrik, siger Peter Hasle.

Hasse Mortensen understreger, at tilsvarende arbejdsforhold ikke ville få lov til at eksistere i Danmark, hvis de blev opdaget af myndighederne.

I et skriftligt svar oplyser Vestas, at virksomheden kender til 19 anerkendte allergitilfælde på fabrikken siden 2008, som skyldes epoxy. I 2018-2019 er Vestas kun bekendt med to anerkendte tilfælde på fabrikken.

Virksomheden understreger, at de uanset antallet ikke vil acceptere, at de ansatte bliver syge.

Ifølge de ansatte på fabrikken er antallet af syge langt højere end de 19 tilfælde, som Vestas oplyser.

En opgørelse fra arbejdsmiljørepræsentanten på fabrikken, Jesús Martin, viser, at mindst 62 personer har fået epoxyallergi og lungeproblemer af at arbejde for Vestas siden 2015.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.158