FLSmidth vinder stort cementprojekt
FLSmidth har modtaget en ordre fra det nigerianske selskab, BUA International Limited, på levering af en komplet cementfabrik i Nigeria.
Ordren er en komplet pakkeløsning bestående af udstyrsleverancer, ingeniørydelser, overvågning og uddannelse. I udstyrsleverancerne indgår blandt andet EV knusere til opberedning af råmaterialer, en ATOX 50 mølle til råmelsformaling, et ovnsystem bestående af en fem trins In-Line Calciner forvarmer samt to-baseovn, UMS møller til cementformaling og fire pakkerier samt FLSmidths nyeste Cross-Bar 16x50 klinkerkøler.
- FLSmidth har været aktiv på det afrikanske kontinent siden starten af 1900-tallet. Nigeria er Afrikas folkerigeste land, og kombineret med en voksende økonomi og øgede investeringer i infrastrukturen udgør det et marked med stort potentiale. Projektet er derfor af stor betydning for os, og det vil yderligere styrke vores position i regionen som leverandør af kvalitetsløsninger, udtaler FLSmidth's administrerende koncernchef Jørgen Huno Rasmussen.
Parterne er enige om ikke at oplyse værdien af kontrakten. Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil udgangen af 2013.