23948sdkhjf

Robot fra Esbjerg overtager farligt arbejde i Tyra-feltet

Franske Total, der i 2017 overtog Maersk Oil, er nu i fuld gang med at genopbygge Tyra-feltet i den danske del af Nordsøen.   

En stor del af det arbejde foregår i den såkaldte ”splash zone” tæt på havoverfladen, og hidtil er det blevet udført af dykkere eller ved at bruge mandskab, der iført fuldt sikkerhedsudstyr klatrer ned og udfører arbejdet hængende i reb. Det manuelle arbejde i den nederste zone er risikofyldt og kan kun udføres, når bølgerne er under en halv meter. Og det er de sjældent på Nordsøen.

Nu har Esbjerg-virksomheden SubC Partner udviklet en fjernstyret robot ved navn Jacket Crawler, der ifølge de to samarbejdspartnere kan overtage det farlige arbejde med at inspicere, rense og opskære platformenes stålkonstruktioner tæt på havoverfladen.

- Med denne crawler-robot er disse offshore-opgaver blevet både nemmere, billigere og hurtigere at løse, og samtidig mere sikkert og kontrolleret. Planen er nu med de første gode erfaringer at bringe robotten videre ud i verden, og det glæder vi os til, fortæller Tonny Klein, CEO og partner hos SubC Partner, i en pressemeddelelse.

Millionbesparelser og håb om innovationspris
Med sine to kløer kan Jacket Crawler gribe fat om konstruktionerne, lidt ligesom en fugl, der sidder på en ledning.  Og så kan robotten arbejde både dag og nat i op til 2,5 meter høje bølger.

 Det er Total, der har finansieret udviklingsarbejdet med et ikke oplyst beløb, og den franske koncern forventer, at Jacket Crawler vil kunne medføre besparelser på millioner af kroner.

 - Vi var tidligere afhængige af et stort setup, som kostede mange penge i udstyr, mandskab og supportskibe. Samtidig var vi afhængige af godt vejr, fladt vand og et stort forberedelsesarbejde med mange ressourcer involveret. Robotten klarer det hele nu. Vi er alle med god grund stolte over det endelige resultat, fordi det løser så mange udfordringer på én gang. Derfor har vi også indstillet projektet til en innovationspris i Total, som vi selvfølgelig håber på at vinde, fortæller Morten Hesselager Pedersen, VP og head of Tyra redevelopment hos Total. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094