23948sdkhjf

Stenhøj solgt til italienere

Stenhøj Gruppen, der er leverandører af produkter og ydelser til det automotive eftermarked, og den italienske koncern Nexion, slår sig sammen.

De to familieejede virksomheder har netop indgået en aftale, hvor Nexion erhverver 75 pct. af aktierne i Stenhøj Gruppen. De resterende 25 pct. ejes fortsat af familien Dyøe.

Konsolidering er nødvendigt
CEO for Stenhøj Gruppen, Søren Dyøe Madsen, ser et perfekt match mellem Nexion og Stenhøj:

- Stenhøj tager nu det næste store skridt fremad. Vi har de senere år opbygget en unik position som en af de førende leverandører og med de stærkeste brands indenfor værktøjsudstyr, og står i dag meget stærkt.

- I vores del af den automotive branche er nøgleordet i disse år konsolidering. For at være med på fremtidens vinderhold er det bydende nødvendigt at indgå stærke partnerskaber. Jeg har derfor set frem til denne dag, hvor vi med aftalen med Nexion cementerer den stærkeste konstellation af leverandører i Europa – måske endda på verdensplan – med store fordele for alle vores kunder i hele værdikæden, siger Søren Dyøe Madsen.

Geografiske og produktmæssige fordele
De to selskabers produkter og geografiske tilstedeværelse komplementerer ifølge parterne hinanden perfekt.

Nexion er blandt de førende i verden indenfor udvikling og produktion af dækskiftere, afbalanceringsmaskiner og hjuludmålere i højeste kvalitet, og Stenhøj opererer, på samme vis som Nexion, i hele værdikæden – fra produktudvikling, produktion – men også indenfor distribution og serviceydelser, med et produktprogram af løftere, bremsetestere, lystestere og emissionstestere.

De to fusionerede selskaber forventer at kunne drage fordel af den geografiske tilstedeværelse og det distributionsnetværk, de hver især besidder.  

Nexion er stærkt repræsenteret i Sydeuropa, Syd- og Nordamerika såvel som på markedet i Kina, Afrika og Australien, hvor Stenhøj er stærke i Nordeuropa og Australien.

- Stenhøj er derved nu endnu mere motiveret til at fortsætte rejsen og implementering af de strategier, der har ført til vores nuværende succes, udtaler Søren Dyøe Madsen.

Fortsat dansk produktion
Han fastslår samtidig, at produktionen i Barrit fortsætter uændret – og der er en klar forventning om, at konstellationen vil betyde øget produktion og afsætning af Stenhøjs produkter.

CEO for Nexion, Claudio Spiritelli, udtaler:

- Vi skaber et stærkt partnerskab. Nexion og Stenhøj har det til fælles, at de begge har en lang historie med succes og dedikation. Begge er til stede på det automotive eftermarked med et produktprogram med mange synergier.

De to selskaber Nexion og Stenhøj vil tilsammen have en omsætning på mere end 300 mio. euro og beskæftige mere end 2.000 ansatte.

Søren Dyøe Madsen fortsætter som CEO for Stenhøj og vil parallelt få opgaver i Nexion.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126