23948sdkhjf

Svejsere bliver ansat i bundter hos Bladt

Op til 200 nye svejsere skal ansættes i løbet af 2019 hos Bladt Industries

Store ordrer kræver flere pulversvejsere hos Bladt Industries i Aalborg. Derfor er man godt i gang med rekrutteringen hos stålkonstruktøren, der er ekspert i fundamenter til offshore-vindmøller.

Bladt Industries skal i alt bruge cirka 200 medarbejdere i år, og samtidig er en række varslede opsigelser fra foråret 2018 blevet annulleret.

Travlheden sker på grund af en tyk ordrebog med projekter af fundamenter til offshoremøller i Benelux-landene. Det er et belgisk projekt, North Wester, og det hollandske Borssele-projekt 1+2.

Til sommer går produktionen af 72 overgangsstykker til Kriegers Flak også i gang.

Undervisning på virksomheden
De nyansatte skal pulversvejse. Det er en speciel form for svejsning, og efter tre ugers undervisning hos Blandt Industries kommer folkene i virksomhedspraktik i produktionen.

Det foregår i princippet som sidemandsoplæring.

- Vi er i fuld gang. Vi har forskellige rekrutteringsprojekter i gang med Tech College, Jobcenteret og Metals A-kasse. Vi har lige nu afsluttet første hold af virksomhedsforlagt undervisning. Så overgår de til virksomhedspraktik. Holdene er på 16-20 stykker, siger Peter Rindebæk, COO, Bladt Industries.

- Der kommer et nyt hold, der skal have virksomhedsforlagt undervisning, når de andre overgår til virksomhedspraktik.

Sidemandsoplæring
Næste hold, det tredje af slagsen, bliver startet op efter vinterferien. Bladt Industries har ikke ansat så struktureret før.

- Vi har gode traditioner for at lave virksomhedsforlagt undervisning. Altså opkvalificering. Det har vi gjort mange gange før, og det hænger sammen med, at vi har noget helt specielt udstyr, som i princippet ikke findes i det traditionelle uddannelsessystem. Der er ikke nogen, der har maskiner og udstyr og faciliteter. Derfor planlægger vi undervisningen her på virksomheden, siger Peter Rindebæk.

Han fortæller, at frem mod august vil der blive ansat 150 nye medarbejdere. Derudover vil Aalborg-virksomheden formodentligt også mande op på vikarer og projektansættelser, så man alt i alt ender på cirka 200 medarbejdere i alt.

Artiklen er en del af temaet Jern & Maskinindustrien.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11