23948sdkhjf

Det sker: Gode muligheder for SMV’er i havmølleindustrien

Tirsdag 14. juni 2011 afholdes et stort informationsmøde for alle små og mellemstore virksomheder, der er interesseret i at høre om mulighederne for vækst i kølvandet på den massive udvikling, der har været inden for havvindmøller.
Mødet finder sted på Syddansk Universitet i Esbjerg, og på mødet kan interesserede virksomheder blandt andet høre om muligheden for at deltage i et forløb, hvor virksomheden får hjælp til at navigere i havvindmøllesektoren.

- Vi har i samarbejde med ledende aktører i offshoresektoren udviklet et koncept, som sætter fokus på den forretningsmæssige udvikling af SMV´er til havvindmølleindustrien. Og udover et indholdsrigt informationsmøde med mere generel information giver vi 15 udvalgte virksomheder mulighed for at deltage i et pilotprojekt, som skal klæde virksomheden på til en styrket indsats på markedet for havvindmøller. Virksomhederne får blandt andet hjælp til strategiudvikling, projektledelse, værdikædeledelse og klargøring til internationalisering af virksomheden, fortæller lektor Svend Ole Madsen, Syddansk Universitet.

Udvikling skal ses i nyt
Informationsmødet er et arrangement under projektet ”Offshore vindsektoren – forskning”, som er en del af et overordnet udviklingsprojekt for hele offshoreindustrien - ”Energi på havet” skabt på initiativ af videncentret Offshore Center Danmark. Initiativet har det overordnede mål at styrke hele branchen, synliggøre danske spidskompetencer og fremme erhvervsudviklingen.

Netop havvindmøllesektoren er oplagt at fokusere på, for lande som England, Tyskland, Kina og USA satser massivt på energi fra havvindmøller, og der planlægges mange nye havvindmølleparker.

- I takt med udbygningen af havvindmølleprojekterne stiger kravene om reduktion af omkostningerne til etablering og drift af havvindmølleparkerne. Det sætter danske vindmøllevirksomheder under pres, og skal danske virksomheder gøre sig gældende, skal udvikling, fremstilling og servicering af vindmøller ses i et nyt lys. For mindre underleverandører betyder udviklingen markante udfordringer – men også mange muligheder, konstaterer Svend Ole Madsen.

Øget konkurrence
Blandt indlægsholderne på informationsmødet den 14. juni er regionskonsulent Steen Hoeck Klausen fra DS Håndværk & Industri, og han forventer, at flere af hans medlemsvirksomheder vil være interesserede i at deltage på mødet.

- Danske virksomheder kæmper benhårdt for at beholde deres førerposition – i et vindmarked, hvor konkurrencen øges dag for dag. Tendensen er klar: prisen og leveringstiden skal ned, mens kvalitet og sikkerhed skal helt i top. Det stiller store krav til underleverandørerne om at omstille sig de nye tiders vindmarked. En udfordring ikke alle virksomheder er lige godt rustet til. Informationsmødet og hele projektet Offshore Vind – Forskning er en god anledning for virksomheder til, at rette fokus på fremtidens krav i vindbranchen og få kvalificeret rådgivning til at håndtere de stigende krav.

Deltagelse på informationsmødet er gratis, inklusive en let anretning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109