23948sdkhjf

Nibe-firma med i stor ordre til Litauen

Danish Crane Building skal levere et komplet indfødningssystem til et biobrændselsanlæg i Siauliai i Litauen takket være det danske virksomhedsfællesskab Processbio.
Processbio er en gruppe danske leverandører, som tilbyder forskellige produkter indenfor biomassehåndtering. Leveringen er et eksempel på de helhedsløsninger, virksomhederne kan tilbyde i fællesskab, baseret på afprøvet dansk teknologi.

- En stor del af forsyningssystemet kommer fra DCB. Vi leverer de to automatikkraner, som forsyner energicentralen med biobrændsel, hver med en kapacitet på 150 m3 brændsel i timen, siger Kristen M. Jensen fra DCB.

Derudover er der indbygget et dobbelt indfødningssystem, som renser biomaterialet, inden det når til kedlen. Brændslet bliver undervejs drysset ned over en skivesigte, som frasorterer sten, jern, større brændselsstykker og andre fremmedlegemer. Anlæggets kedel leveres ligeledes af et dansk firma, DP-Cleantech i Tønder.

Konfiguration tilpasset kundens behov
Kristen M. Jensen fortæller, at konfigurationen er lavet i tæt samarbejde med den litauiske kunde.

- De har ønsket en høj grad af forsyningssikkerhed. Vi har lavet et redundant system, hvilket vil sige, at hvis ét af systemerne er ude af drift, så er der et andet, der tager over, forklarer Kristen M. Jensen.

Opgaven løses for litauiske Axis Industries, som specialiserer sig i forskellige former for anlægsbyggerier, blandt andet til energiforsyning.

Samarbejdet med Processbio
Kontakten mellem DCB og Processbio opstod på baggrund af et tidligere samarbejde med John Thrane Nielsen, salgschef hos C&H System.

- Jeg har benyttet DCB som leverandør af automatikkraner til nogle af de største anlæg i den biomassefyrede energisektor. De er absolut førende på markedet for kraner til håndtering af biomasse, både i løs form og balleform. Det var derfor nærliggende at få dem med i Processbio, siger John Thrane Nielsen.

Opgaven er den største litauiske levering, DCB har deltaget i. Firmaet har tidligere leveret mindre løsninger til landet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094