23948sdkhjf

- Vi håber, maskinfabrikkerne giver en kop kaffe

Forskningscenteret DAMRC rækker hånden ud til de af landets maskinfabrikker, som ønsker at optimere spåntagning og maskinprocesser. De indledende besøg fra centeret er gratis

- Vi vil meget gerne have, at industrien giver en kop kaffe.

Sådan siger Klaus Bonde Ørskov, som er direktør for det spåntagende forsknings- og udviklingscenter DAMRC.

Kommentaren er rettet mod maskinfabrikker og andre aktører i metalindustrien, som ønsker at få råd og vejledning til optimering af spåntagning, maskinprocesser og produktion. De virksomheder er ifølge direktøren meget velkomne til at kontakte DAMRC for at aftale et første uforpligtende dialogbesøg med en konsulent.

Mindre tid, mere kapacitet
Baggrunden er, at det spåntagende forskningscenter med base i Herning som del af ny strategiplan markant øger aktiviteten ude hos både medlemmer og ikke medlemmer. Det sker ved en planlagt femdobling af antallet af uforpligtende dialogbesøg i industrien og ansættelse af både ny projektleder og ingeniør med faglig baggrund.

- Helt konkret skal mellem 200 og 250 virksomheder besøges til en indledende og uforpligtende snak om mulighederne næste år. Når vi starter et projekt op, så er målet, at vi sparer virksomhederne for maskintimer, hvilket er lig med penge, og samtidig er vi med til at skabe yderligere kapacitet ude hos virksomhederne, siger Klaus Bonde Ørskov.

Første besøg er gratis
Det vil ofte være optimering af konkrete maskinprocesser og projekter af teknisk karakter, som DAMRC kan løse. Og det eneste, som virksomhedsejere skal investere i første runde, er tid og så naturligvis koppen med kaffe.

- Det er et fuldstændig uforpligtende møde, og der går lang tid, inden vi starter stopuret, siger Klaus Bonde Ørskov med henvisning til, at DAMRC ikke står på tæer for at udskrive fakturaer.

- Vi skal have vores center til at løbe rundt, men vi skal ikke skabe et afkast til nogle ejere, det er vores fordel. Det giver nogle gode muligheder, siger Klaus Bonde Ørskov.

Som en del af den styrkede aktivitet sker der også en udvidelse af antallet af medarbejdere hos DAMRC. Lige nu søger forskningscenteret en projektleder med flair for spåntagning samt en ingeniør med faglig baggrund. Dermed kommer DAMRC op på 13 ansatte, og planen er, at én medarbejder i fremtiden udelukkende skal have fokus på de indledende møder ude i industrien.

Når DAMRC starter projekter op, sker det ofte med medfinansiering fra fonde, universiteter eller andre aktører, og projekterne varierer fra nogle få tusinde kroner til adskillige millioner. De mindre projekter har ifølge Klaus Bonde Ørskov oftest en tilbagebetalingstid på under tre måneder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093