23948sdkhjf

Lukning, frasalg og sløvhed presser Nilfisk

Frasalg, lukning af produktionsfaciliteter samt en langsommere fremgang end ventet i Americas (Nord- og Sydamerika), sænker Nilfisks forventning til organisk vækst for helåret 2018 og forventer indtjening i den lavere ende af det guidede interval.

Det oplyser Nilfisk i en selskabsmeddelelse torsdag.

Senest, i selskabets delårsrapport for andet kvartal 2018 lød guidelinen for organisk vækst på 3–4 pct. og ebitda-margin før særlige poster på 11,5-12,0 pct. for helåret 2018. Nu sænkes forventningen til den organiske vækst for helåret til cirka 3 pct. for den fortsættende, brandede professionelle forretning. Frasalg og lukning af produktionsfaciliteter får Nilfisk til at nedjustere forventningerne til den samlede organiske vækst til cirka 2 pct. for helåret 2018.

Ændringen af forventningerne til organisk vækst kan primært henføres til forretningsområder med en indtjening, der er lavere end selskabets gennemsnit. Nilfisk forventer derfor stadig en ebitda-margin før særlige poster inden for det guidede interval, dog i den lavere ende.

Frasalg og lukninger 
Nilfisk har gennemført lukninger og frasalg, som del af det, som betegnes en flerårig simplificeringsstrategi. 

Det er besluttet at afvikle Outdoor-forretningen (35 mio. euro i årlig omsætning). Den danske del af Outdoor-forretningen er solgt med virkning fra 1. januar 2019, og den italienske del ventes afviklet i første kvartal 2019. Derudover har selskabet solgt sin forretning for udstyr til skadeservice i USA (15 mio. euro i årlig omsætning) med virkning fra 29. oktober 2018, samt højtryksforretningen Rottest i Tyrkiet (1 mio. euro i årlig omsætning) med virkning fra september 2018. 

Frasalgene af Outdoor og forretningen for udstyr til skadeservice i USA vil have en negativ effekt på væksten i fjerde kvartal, da begge forretningsområder havde vækst over selskabets gennemsnit, og idet frasalget medførte en aflyst produktlancering i Outdoor-forretningen. 

Nilfisk har lukket produktionen i Suzhou, Kina, og produktionen af produkter til private og private label-produkter er blevet outsourcet til tredjepart. Produktionen af udstyr til det professionelle marked er blevet samlet ved én produktionsenhed; Dongguan i Kina. De gennemførte ændringer vil føre til forventet nedbringelse af antallet af produktionsfaciliteter med fem.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094