Torsdag og fredag i uge 39 fik elfærgen ’Ellen’ de første seks tons batterier ombord. Det svarer til 84 batterimoduler - eller to strenge af i alt 20, fordelt i de to separate batterirum, som tilsammen kommer til at udgøre færgens rekordstore, 56 tons tunge og 4,3 MW/h batteripakke.
Færdiggørelsen af ’Ellen’, der på flere punkter bryder grænser i forhold til udviklingen af eldrevet færgetonnage globalt, er på nuværende tidspunkt 13 måneder forsinket. I den oprindelige plan for det EU-støttede nybygningsprojekt, som blev fastlagt juni 2015, var der afsat dels et år til designfasen og dels et år til byggefasen.