23948sdkhjf

Riwal på opkøb hos BMS

Den fynske liftudlejer Riwal overtager med virkning fra 1. april en del af aktiviteterne hos nordjyske BMS. Årsagen er blandt andet en ny aftale om at blive fast leverandør til Skanska.
Aftalen har været undervejs siden årsskiftet og omfatter BMS' ca. 700 ubemandede lifte plus transportkøretøjer.

Desuden omfatter aftalen en udnyttelse af begge firmaers depoter, som sikrer kunderne større og hurtigere leveringsdygtighed af hele produktsortimentet. 15 af ca. 40 ansatte i BMS' liftafdeling tilbydes job hos Riwal.

Lifte til Sverige og Tyskland
Med overtagelsen af BMS' lifte befæster Riwal sin position som markedsleder inden for udlejning af især selvkørende lifte. Ifølge administrerende direktør i Riwal Danmark, Søren Rosenkrands, øger det Odense-baserede liftselskab sin andel af liftmarkedet fra 15-16 % til 20-25 %:

- Overtagelsen betyder, at vi øger vores kapacitet med 75 %, og det har vi brug for, blandt andet fordi vi netop har indgået en større aftale om at blive fast liftleverandør til den store svenske entreprenørkoncern Skanska, fortæller Søren Rosenkrands og fortsætter:

- Derfor regner vi med at anvende en stor del af BMS' lifte på det svenske marked, hvor der alene i Stockholm ser ud til at blive arbejde for flere hundrede lifte. Her er Skanska netop i gang med at forberede sit hidtil største projekt - byggeriet af Nya Karolinska-sygehuset. En anden stor andel af vores nye lifte skal køre for vores tyske kunder, oplyser han.

Konsolidering i et prisfølsomt marked
Med salget til Riwal kan BMS fremover fokusere på sit oprindelige forretningsgrundlag – de velkendte mørkegrønne kraner – samt udlejning af store lastbillifte med fører. Sidstnævnte anvendes især af virksomheder i vind- og telesektoren.

Samtidig indleder de to virksomheder et partnerskab, der sigter mod at kunne tilbyde samlede løsninger til kunder, der efterspørger både kraner og lifte på byggepladserne. Ofte opgaver som kræver stor ekspertise indenfor hver sit felt, og hvor netop to specialister sammen kan give kunderne bedre løsninger og dermed mere værdi:

- Det har længe været åbenlyst, at der skulle ske en konsolidering i det meget prisfølsomme liftmarked, som gennem finanskriseårene har været præget af stor overkapacitet. Vi mener at have fundet den helt rigtige køber og partner i Riwal og glæder os meget til samarbejdet, siger BMS-direktør Jens Enggaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11