23948sdkhjf

Hosta sætter ekstra tryk på salget

Hjallerup-virksomheden har ansat en ny salgschef, og det skal blandt andet resultere i større afsætning i resten af Norden.
Igennem flere år har salgsaktiviteterne hos Hosta været varetaget ved siden af ledelsens andre opgaver, men med ansættelsen af den 47-årige Christian Klit Holm som salgschef har man nu fået en, der udelukkende kan hellige sig salget.

- Min fordel bliver selvfølgelig, at jeg kan beskæftige mig 100 % med salg, og det kommer til at betyde en meget mere opsøgende indsats end tidligere, siger Christian Klit Holm til Metal Supply.

Fokus på det svenske marked
Han har god erfaring fra både metalbranchen og fra salg. Oprindeligt er han uddannet smed, men de sidste 22 år har han fungeret som distriktschef hos svejsemaskinproducenten Migatronic. Og den erfaring skal han blandt andet bruge til at udbrede kendskabet til Hosta i resten af Norden.

- Jeg skal løfte salgsdelen i både Danmark, Norge og Sverige. I første omgang har vi meget fokus på Sverige, hvor vi har nogle kunder i forvejen, og vi vurderer, at der er et rimeligt marked for os i specielt Sydsverige, forklarer Christian Klit Holm.

- Til gengæld er Norge et helt åbent land for Hosta. Vi har en enkelt kunde deroppe i dag, så der skal vi op og arbejde lidt. Jeg kender en del kunder fra Migatronic-tiden, som vi forhåbentligt kan få gavn af, lyder det fra Christian Klit Holm.

Rørlaserskærer vækker opsigt
Han har nu fungeret i den nye stilling i små tre måneder, og her har en af de fremmeste opgaver været at hente opgaver til virksomhedens rørlaserskærer , som blev installeret på fabrikken i Hjallerup i efteråret 2010.

- Det er rørlaserskæreren, der er indgangsvinklen til kunderne lige nu. Det er en ret stor laserskærer, og det er noget, som kun få andre kan, siger Christian Klit Holm, og fortsætter:

- Det er også en døråbner i Sverige, og så giver det også noget afkast på nogle af de andre maskiner, vi har. Kunderne er blevet mere interesserede i at samle ordrerne hos få producenter. Hvis vi kan få ordrer på rørlaserskæreren, får vi også på noget af det andet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125