23948sdkhjf

Skyder trecifret millionbeløb i OnRobot

Pengene skal bruges til opkøb

Kapitalfonden Summit Partners har sammen med Vækstfonden og CEO Enrico Krog Iversen skudt yderligere kapital i den fynske griber-producent OnRobot.

Ifølge Børsen er der tale om et mindre trecifret millionbeløb, som blandt andet skal bruges på at konsolidere OnRobot.

- Nu har vi rejst en god del af de penge, som vi skal bruge for at kunne lave de opkøb, som vi hele tiden har planlagt. Vi vil foretage mellem otte og 12 opkøb over de næste par år, siger Enrico Krog Iversen til Børsen.

Vækstfonden har været investor hos OnRobot siden 2016 og bidrager altså nu med yderligere kapital. Kapitalfonden Summit Partners er imidlertid ny spiller på banen.

- OnRobot er førende i en ny generation af fabriksautomationsteknologier inden for Industri 4.0-paradigmet. Vi er imponeret over OnRobots evne til at kapitalisere på det hurtigtvoksende og dynamiske marked for kollaborative robotapplikationer, og vi tror, at virksomheden er velpositioneret til øget vækst, siger Johannes Grefe, investeringsansvarlig hos Summit Partners, i en pressemeddelelse.

Administrerende direktør hos Summit Partners England, Han Sikkens, lægger vægt på, at Enrico Krog Iversens deltagelse i projektet er en vigtig faktor for, at kapitalfonden har valgt at investere.

- Over det sidste årti har Enrico bidraget til at etablere Danmark som et Silicon Valley inden for robot-innovation. Vi har stor beundring for hans vision og drive som iværksætter, og vi glæder os over i fællesskab med Enrico at bygge OnRobot op til at blive en global leder, siger Han Sikkens, som vil træde ind i bestyrelsen hos OnRobot.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11