23948sdkhjf

USA presser Danfoss og Grundfos ud af Iran

Interessen for danske virksomheder i Iran er stærkt faldende, siger Danmarks ambassadør i landet

Flere store danske virksomheder lukker ned for forretninger i Iran, og andre overvejer at følge efter. Dermed træffer de kommercielle beslutninger, der kan få verdenspolitiske konsekvenser. Det skriver Politiken.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, trak i maj USA ud af Vestens atomaftale med Iran.

Samtidig indførte han sanktioner, der ikke bare skulle ramme Iran direkte, men også presse og true europæiske virksomheder til at trække sig ud.

Nu konstaterer Danfoss, der producerer termostater og meget mere, at det amerikanske pres virker.

- Sanktionerne gør det meget vanskeligt for globale virksomheder at drive forretning i Iran, skriver Kenth Kærhøg, kommunikationsdirektør i Danfoss, i en mail til Politiken.

- Vi følger udviklingen nøje, men som situationen er nu, ser vi ikke nogen mulighed for at fortsætte vores forretning i Iran, lyder det videre.

Pumpeproducenten Grundfos overvejer ligeledes sine forretninger i Iran. Og shippinggiganten Maersk Line vil fra november i år ikke længere acceptere last til og fra Iran, oplyser virksomheden i en mail til Politiken.

Danmarks ambassadør i Iran, Danny Annan, beskriver en stærkt faldende interesse fra danske virksomheder.

- Situationen har fuldstændig ændret sig i Iran. Det gælder ikke blot virksomheder, som har ligget i forhandlinger om større kontrakter, som har trukket sig, men også virksomheder, som allerede har etableret sig, som har lukket ned for forretninger i Iran indtil videre, siger han til avisen.

Atomaftalen mellem Iran og de fem stormagter i FN's Sikkerhedsråd, USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig, samt Tyskland blev indgået i Wien.

Den trådte i kraft i januar i 2016 og skal forhindre, at iranerne udvikler atomvåben.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125