Dal-bo skal økonomisere med pladsen, for landbrugsmaskine-producenten er simpelthen løbet tør. Pladsudfordringen har sendt den succesfulde danske producent af jordbearbejdningsmaskiner i tættere favntag med sine underleverandører, for de spiller en vigtig rolle i virksomhedens vækst.
Årsagen er, at salget vokser og vokser hos Dal-bo, og produktionen kan ikke udvides mere på adressen i Bindeballe i de bakkede og naturskønne omgivelser i Vejle Ådal. Samtidig har virksomheden et ønske om at blive på sin nuværende placering, hvor virksomheden blev grundlagt for 70 år siden.