23948sdkhjf

Svenske skovbrande udskyder dansk raketaffyring

Copenhagen Suborbitals skulle have affyret raketten "Nexø II" i løbet af den kommende weekend

Raketforeningen Copenhagen Suborbitals måtte torsdag udskyde affyringen af raketten "Nexø II", der skulle have fundet sted den kommende weekend.

Det skyldes ifølge foreningen, at den svenske flykontrol har meddelt, at den ikke vil lukke luftrummet over affyringsområdet.

De svenske myndigheder prioriterer ifølge Copenhagen Suborbitals bekæmpelsen af de omfattende skovbrande i Sverige i stedet.

Foreningens talsmand Mads Wilson er en smule ærgerlig. Men han har fuld forståelse for prioriteringen.

- Der er jo ingen tvivl om, at når man har brugt så mange tusinde timer på at lave en raket, så vil man rigtig gerne se den flyve på et eller andet tidspunkt. Men det ville også være ærgerligt at forcere noget, siger han.

Affyringen af "Nexø II" er et skridt på vejen mod amatørrumprogrammets endelige mål.

Det er at sende en mand i rummet ved hjælp af en væsentligt større raket end "Nexø II" - måske inden for de næste ti år.

- Udskydelsen betyder ikke så meget andet for os, end at vi ikke kan sende raketten op i vinduet denne weekend. Vi må bare prøve igen næste uge, siger talsmanden.

I løbet af august har raketforeningen en række såkaldte vinduer, hvor man har mulighed for at sende raketten afsted.

- I sidste instans handler den her affyring om, at vi skal have testet nogle ting og have nogle resultater med hjem, og det kræver, at alt passer sammen, siger Mads Wilson.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079