Svensk automations-specialist går ind i Danmark
HMS Networks etablerer nye salgskontorer i Danmark, Storbritannien og Indien.
- Det er strategisk vigtigt, at vi nu tager et stort skridt tættere på vores kunder på tre vigtige markeder for HMS. I Storbritannien og Danmark har vi gennem lang tid haft en etableret kundebase, som vi nu kan udvikle og øge yderligere, siger Staffan Dahlström, koncernchef for HMS.
- Markedet i Indien vil i de kommende år udvikle sig stærkt inden for industriel kommunikation. Med en etablering i Indien har vi nu mulighed for at tilbyde HMS-teknologi på et hurtigt voksende marked. Det er naturligvis fordelagtigt både for vores kunder og for vores salgskanaler, at vi nu får eget personale til salg, markedsføring og teknisk support på plads lokalt, uddyber Staffan Dahlström.
HMS leverer kommunikationsteknologi til industriautomation. Hovedkontoret ligger i Halmstad, hvor også størsteparten af produktionen finder sted.