23948sdkhjf

Unimerco vil aldrig have underskud igen

2009/2010 bød atter på sorte tal på bundlinjen hos Unimerco, og står det til ledelsen, så bliver 2008/2009-underskuddet en enlig svale.
Efter et hårdt 2008/2009 ser tingene meget lysere ud hos Unimerco i 2009/2010. Godt nok faldt omsætningen med 1,8 % til 536 mio. kr., men situationen i de enkelte kvartaler har været vidt forskellig.

- Den kvartalsvise udvikling set i forhold til foregående regnskabsår viser dog, at et fald gennem regnskabsårets første og andet kvartal på henholdsvis 28,3 % og 8,8 %, blev afløst af stigninger i tredje og fjerde kvartal på henholdsvis 11,3 % og 30,9 %. Det var en uventet stærk omsætningsvækst, som dog også var præget af store enkeltordrer, skriver Unimerco i sit regnskab.

Atter sorte tal
Samtidig har Unimerco gennemført omfattende rationaliseringer, der har betydet årlige besparelser på 98 mio. kr. Alene personaleomkostningerne er faldet med 23 % over de seneste to år, blandt andet som følge af en markant reduktion af medarbejderstaben fra 652 i 2007/2008 til 528 ved udgangen af 2009/2010.

Og det målrettede arbejde med omkostningerne har givet gevinst. På trods af den beskedne omsætningsnedgang lykkedes det nemlig Unimerco at hente et overskud før skat på 39 mio. kr., hvilket var markant bedre end 2008/2009-underskuddet på 54 mio. kr.

- Unimercos indtjening, konkurrenceevne og forretningsgrundlag er styrket på en række væsentlige områder. Salget er effektiviseret, og der er sket en betydelig opstramning på målstyring af aktiviteter og markedssegmenter, skriver Unimerco i regnskabet.

Højere indtjening i 2011
Og koncernens ledelse ser lyst på fremtiden. De vurderer, at Unimerco har vundet markedsandele under krisen, og at man derfor kommer styrket ud på den anden side. Samtidig har krisen været lærerig på mange måder, og det kommer til at præge Unimerco i fremtiden.

- Underskuddet i 2008/2009 var det første i virksomhedens historie. I ledelsen og den samlede organisation er der en ufravigelig holdning om, at underskud ikke igen må forekomme i koncernen. Denne holdning vil afgørende komme til at præge koncernens ledelse og styring fremover, også i koncernens enkeltselskaber, skriver Unimerco.

I 2010/2011 satser man på at øge omsætningen til minimum 600 mio. kr. Samtidig skal indtjeningsgraden forbedres til 10 %, hvilket kræver fortsatte effektiviseringer og stram omkostningsstyring. Koncernen forventer dog først at være tilbage på før-kriseniveau i 2012/2013.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11