23948sdkhjf

Dansk hærdningsteknologi løser udfordringer hos MAN Diesel & Turbo

Overgangen til billigere og mere miljøvenlige brændstoffer er afgørende for skibsindustriens fremtid, og her er MAN Diesel & Turbo en stor spiller i markedet.

MAN Diesel & Turbos nye generation af gasmotorer spiller allerede en nøglerolle i sektorens omlægning fra olie til alternativ energi som brændsel.

I udviklingen af motoren har Expanite samarbejdet med MAN Diesel & Turbo om at løse indbygningen af deres gasindsprøjtningsventil i motoren. En vigtig del af løsningen kom fra Expanite - en hærdeteknologi, der gør rustfri stål ekstremt slid- og korrosions-stærkt.

Per Brandt, manager hos MAN Diesel & Turbo, fortæller: 

- Oprindeligt havde vi specificeret et kromlag i vores cylinderdæksel til montage af vores gasindsprøjtningsventil, men det kunne ikke altid holde tæt, da der var høje krav til kromkvaliteten. Vi forsøgte uden held med forskellige løsninger. Heldigvis var der så en, der havde hørt om Expanites overfladehærdning, og selv om rustfri stål normalt er blødere end krom, viste det sig at være løsningen. En designændring kombineret med Expanites hærdeteknologi løste vores udfordring.

- I samarbejde med Expanite fandt vi på relativt kort tid frem til en behandling, der gjorde vores overflade til indbygning af ventilen immun over for ridser og korrosion. Løsningen bestod vores test i service, hvor systemet forblev helt tæt, fortsætter han.

Stort potentiale
Expanite er etableret i 2010 af tre eksperter indenfor materialer og overfladehærdning fra Danmarks Tekniske Universitet. Kort fortalt bygger teknologien på en gas-baseret behandling af overfladen af rustfri stål eller titanium, så korrosionsmodstanden styrkes og hårdheden mangedobles. Hermed elimineres slid og rivning, og emnernes levetid forlænges.

Der forventes at være et kæmpe internationalt marked for Expanite, som er beskyttet af patenter, og virksomheden har allerede oprettet servicecentre i Danmark, Tyskland, USA og Kina. Kunderne kommer i dag primært fra bilindustri, medicinsk udstyr, fødevaresektor og produktion af pumper/ventiler, men efterspørgslen på mere modstandsdygtige og holdbare emner i rustfri stål er bred - også i marinesektoren.

- Vi har fået en meget positiv start med Expanite, og i takt med at vores udstyr skal yde mere og mere og presses til det yderste, vil behovet for ekstra hærdning af vitale komponenter også stige, fastslår Per Brandt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095