Det er i udpræget grad en familievirksomhed, som Lena Thomsen driver i Valby.
Maskinfabrikken Automa hed i begyndelsen Gunnar Jensens Maskinfabrik og blev etableret af Lenas farfar i 1954. Dengang lå metalvirksomheden på Skolegade i Valby, men allerede efter et par år flyttede fabrikken til Værkstedvej i Valby. Dermed rykkede maskinfabrikken ind i Håndværkerbyen, som blev opført som andelsbyggeri af Københavns Kommune og delvist blev finansieret med midler fra den amerikanske Marshall-hjælp.