23948sdkhjf

Nyt om navne: ’Grøn’ chef i Grundfos skifter til investeringsfond

Dorte Glensvig er tiltrådt stillingen som forretningsudviklingschef for grøn omstilling hos Danmarks Grønne Investeringsfond. Hun kommer fra en stilling i Grundfos Group.

Dorte Glensvig er tiltrådt stillingen som forretningsudviklingschef for grøn omstilling hos Danmarks Grønne Investeringsfond. Hun kommer fra en stilling i Grundfos Group, hvor hun havde ansvaret for at udvikle og implementere cirkulær økonomi og forretningsmodeller på tværs af den globale forretning.

Det skriver Danmarks Grønne Investeringsfond i en pressemeddelelse.

Hun er uddannet civilingeniør inden for miljø og vand fra DTU og har også været rådgivende ingeniør i Cowi-koncernen.

- Dorte Glensvig kommer med nogle stærke kompetencer, som vi glæder os til at få i spil hos Danmarks Grønne Investeringsfond. Hun er vant til at vurdere grøn omstilling ud fra kommercielle betragtninger, og hendes tekniske ekspertise vil blive en styrke for både fonden og vores kunder, siger Michael Zöllner, direktør i Danmarks Grønne Investeringsfond.

Danmarks Grønne Investeringsfond er en selvstændig statslig lånefond, der yder lån til projekter, som er kommercielle, skalerbare og har en dokumenterbar grøn effekt på samfundet. Projekterne ligger inden for vedvarende energi, energibesparelser og ressourceeffektivitet.

- Jeg er meget begejstret for at være en del af teamet i Danmarks Grønne Investeringsfond. Fondens grønne lån og ønske om at accelerere den grønne omstilling passer som fod i hose til mit grønne hjerte og ønske om at gøre en positiv forskel på den store klinge - for både virksomheder, mennesker og miljø, siger Dorte Glensvig.

Dorte Glensvig er 50 år og bosat på Frederiksberg. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094