23948sdkhjf

Nyt DTU-center tester alt fra mikro til mega

Der hentes viden om emner og konstruktioner fra mikrofibre til kæmpe vindmøllevinger på DTU’s nye center Casmat

DTU’s nye Casmat-center kan teste materialer, emner og konstruktioner fra mikrofibre til stresstest af kæmpe vindmøllevinger. Idéen er at forstå slitage fra hvornår skader opstår på mikroniveau til, hvordan de kommer til udtryk i de store konstruktioner.

Jo mere kompleks en konstruktion er, jo mere bliver det nødvendigt at teste, hvad den kan holde til. Hvad er det for materiale, der er tale om, hvordan slides det under de vejrforhold, der er, hvordan påvirker konstruktionen sig selv med vægt og kræfter? Spørgsmål er der nok af, og nu vil DTU forsøge at komme med nogle af svarene.

- Det handler om den grundlæggende forståelse helt fra mikrofibre, der bryder i materialet, til de skader, man ser på en møllevinge. Det kommer til at give en bedre forståelse af helheden. Det er fantastisk spændende, siger centerleder for Casmat, Henrik Stang.

Styrket samarbejde
Casmat er akronymet for Center for Advanced Structual and Material Testing. De har søgt om midler til at oprette centeret igennem de sidste 10 år, og endelig, i november 2017, kunne de byde velkommen til det ny center.

Centeret er en sammenslutning af tre eksisterende enheder på DTU - material lab, structural lab og den såkaldte large scale facility.

Det er altså både materialet og konstruktionen, der nu kan testes. Når man har forståelsen for både materiale og konstruktion, giver det en bedre forståelse af, hvordan slid påvirker en konstruktion.

Samarbejdet imellem centrene har tidligere fundet sted, fordi der er god sammenhæng mellem centrenes fokusområder, men nu opsøges og opfordres der aktivt til endnu tættere samarbejde.

- Allerede nu giver det her projekt idéer til nye projekter, der har med udmattelse at gøre, blandt andet i store konstruktioner. Det positive er, at forskerne allerede nu er begyndt at gå sammen på tværs af fagligheder og starte projekter, siger centerlederen.

Stræk, tryk og vrid
Structural lab er den del af Casmat, hvor langt de fleste ting testes. Her sættes materialeprøver i hydrauliske maskiner, der kan strække, trykke og vride materialet, så forskerne kan udvikle materialer, der har de ønskede egenskaber - det kan være elasticitet, stivhed eller styrke.

Et nyt tiltag er en stor betonstruktur. Det er et støbt betongulv med huller til at placere 16 hydrauliske aktuatorer i mange forskellige kombinationer. Lige op ad gulvet står en kæmpe betonklods med samme konfiguration på siden. De to flader op ad hinanden betyder, at centeret også kan lave vrid på enormt store konstruktioner og materialer. De test, man kan lave, bliver altså langt mere realistiske, og de emner, man kan teste, kan blive mere komplekse materialer og strukturer.

- Ved at anvende så mange aktuatorer, og have den store fleksibilitet i forhold til hvor vi hiver, skubber og vrider, så kan vi i simulationen komme virkeligt tæt på virkeligheden. Det giver samtidig en utrolig detaljegrad, når vi både kan skabe skaderne under simuleringen og efterfølgende se dem under mikroskop, fortæller Henrik Stang.

Læs mere om: DTU
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125