23948sdkhjf

Nyt dansk innovationsnetværk

Danske virksomheder halter på produktivitet og innovation. Et af de forsømte områder er udviklingen af serviceydelser, der kan tilføre virksomhedernes produkter og ydelser merværdi.
De næste fire år tager Danmarks største innovationsnetværk fat om nældens rod og etablerer en struktur målrettet virksomhederne, som skal hjælpe dem til at udvikle ny, intelligent og konkurrencedygtig service.

Innovationsnetværket, der er støttet af Forsknings- og Innovationsstyrelsen med 24 mio.kr., har fået navnet Service Platform. Service Platform administreres af tænketanken DEA og Alexandra Instituttet A/S.

- Alle virksomheder, små som store, produktionsvirksomheder som servicevirksomheder, kan øge konkurrencekraft og indtjening ved at knytte den rigtige service til deres produkt. Service Platform er virksomhedernes vej til at få udviklet den service. Vi ved, at behovet er der, for vi har allerede inden start mærket stor interesse for netværket fra virksomhedernes side, siger Mette Abrahamsen, netværksleder for Service Platform.

Landsdækkende initiativ
Service Platform er et landsdækkende innovationsnetværk, der skal bringe virksomheder og forskere tættere på hinanden. Netværket skal skabe stærke og varige forbindelser mellem virksomheder, forskere og videnmiljøer, der sikrer virksomhederne adgang til de nyeste landvindinger inden for serviceudvikling.

Netværket er åbent for alle virksomheder, der er interesserede i at udvikle deres serviceydelser og forretning. Det kan være virksomheder fra traditionelle serviceerhverv som rengøring, detailhandel og forretningsservice eller fremstillingsvirksomheder, der ønsker at udvikle nye services til deres produkter.

Service Platforms aktiviteter strækker sig fra seminarer og workshops til innovationsforløb og udviklingsprojekter. Ofte i samarbejde med lokale og regionale aktører som erhvervsråd, væksthuse m.m.

Ambitionen for Service Platform er, at min. 10.000 virksomheder skal have adgang til ny viden om serviceudvikling, mens mindst 2.000 skal deltage i vidensprednings- og matchmakingaktiviteter. Endelig skal i hvert fald 300 virksomheder deltage i længerevarende udviklingsforløb.

Partnerkredsen tæller de fremmeste danske aktører inden for serviceinnovation – i alt fem GTS-institutter, seks universiteter og uddannelsesinstitutioner og to videnmiljøer. Kredsen består af: Tænketanken DEA, Alexandra Instituttet, Development Centre UMT, Teknologisk Institut, Delta, Force, AgroTech, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, Copenhagen Business School og TEKO, samt ikke mindst en række internationale forskningsmiljøer som Standford Humanities Lab, UC Berkeley Center CITRIS, Manchester Business School og Stenden University.

Service Platform lancerer i nær fremtid hjemmesiden www.serviceplatform.dk og har første officielle optræden den 24. januar 2011 på Dansk Innovationsdag i Herning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079