23948sdkhjf

Passat Energy er begæret konkurs

Fra frivillig likvidation til konkurs på godt og vel en måned.

Først hed det frivillig likvidation – nu har Skifteretten i Viborg afsagt konkursdekret over kedelleverandøren Passat Energy med base i Ørum nær Viborg. 

Det skete den 25. januar 2018.

Tidligere på måneden forsøgte Metal Supplys søstermedie Energy Supply at få identificeret den konkrete årsag til den frivillige likvidation. Dengang lykkedes det hverken at få fat i administrerende direktør Niels Martin Venning Christensen eller at indhente en kommentar fra likvidator Anders Hauge Gløde fra advokatfirmaet Bech-Bruun.

Det er heller ikke lykkedes i denne omgang.

Ingen overraskelse
Den frivillige likvidation, som senere blev til en konkurs, kommer efter en periode, hvor selskabet og selskabets finansielle formåen har været omgærdet af megen usikkerhed.

Regnskabsåret 2016 endte med bruttofortjeneste, egenkapital og årsresultat i røde tal, hvorfor virksomhedens fremtidige drift og finansiering helt afhang af, at selskabets hovedaktionær fortsat ville understøtte selskabet gennem enten udstedelse af garantier eller tilførsel af yderligere likviditet.

Ledelsen hos Passat Energy havde dog fortsat en tro på fremtiden. Af årsrapporten fremgår det derfor, at ledelsen har aflagt regnskab med fortsat drift for øje.

Det var selskabets revisorer Roesgaard & Partners i Horsens ikke enige i, og eftersom man ved aflæggelse af årsregnskabet ikke havde modtaget bindende tilsagn fra moderselskabet, tog revisorerne forbehold for, at årsregnskabet var aflagt under forudsætning af fortsat drift.

Og nu er Passat Energy altså begæret konkurs. 

Ejerforhold

Vorning Maskinfabrik ejede i en længere periode Passat Energy. 

For et par år siden købte den kinesiske virksomhed Xunda en andel af både Passat Energy og Vorning Maskinfabrik.

Efter Vorning Maskinfabriks konkurs i starten af 2017 blev Passat Energy drevet videre med Xunda som eneejer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093