23948sdkhjf
>

Haarslev Industries i clinch med grundlægger

Den fynske industri koncern har været i retten mod et konkurrerende selskab oprettet af Leif Østergaard Nielsen

Tilbage i 2006 solgte familien Østergaard 69 procent af Haarslev Industries til kapitalfonden Odin Equity Partners. Den post blev i 2012 overtaget af Altor, som også i dag ejer aktiemajoriteten. Familien Østergaard ejer dog stadig 27 procent, skriver Fyens Stiftstidende.

Læs også: Sorte tal hos fynsk maskinproducent

Ved ejerskiftet i 2006 fratrådte Leif Østergaard Nielsen som administrerende direktør. Han forlod også selskabets bestyrelse i 2016 samtidig med, at hans søn Claus Østergaard Nielsen stoppede som direktør.

I 2017 startede Leif Østergaard Nielsen det nye firma Østergaard A/S, som er beskæftiget med produktion af udstyr til forarbejdning af kødaffald – ganske som Haarslev Industries.

Det fik i maj 2017 Haarslev Industries til at anlægge sag mod Østergaard A/S ved Sø- og Handelsretten.

Haarslev Industries fandt blandt andet ud af, via et sikkerhedsfirma, at Claus Østergaard Nielsen sammen med Haarslevs direktør for Rusland, Eduard Lobian, havde holdt møde med en potentiel russisk kunde hos Østergaard A/S.

Læs også: Afvikling og it-system koster dyrt: Haarslev har nyt stort minus

Haarslev Industries hævder i udskriften fra retssagen, at Østergaard har gennemført et "systematisk tilrettelagt kollektivt anslag", blandt andet ved at udnytte den viden og de forretningshemmeligheder, der er erhvervet gennem tiden hos Haarslev Industries.

Omvendt hæfter Østergaard A/S sig ved, at Leif Østergaard Nielsen ikke har været underlagt nogen konkurrenceklausul, og at han ikke har været del af driften hos Haarslev Industries i 10 år.

Sø- og Handelsretten fandt det ikke beviseligt, at Østergaard A/S har overtrådt reglerne og dømte derfor Haarslev Industries til at betale sagsomkostningerne.

Leif Østergaard Nielsen har ikke reageret på Fyens Stiftstidendes henvendelser, men bestyrelsesformand hos Haarslev Industries, Søren Johansen, siger til avisen:

- Vi tager enhver konkurrent meget alvorligt. Virksomheden er ny og ikke så stor, men alligevel skal vi være opmærksomme på, hvad den kan gøre.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.094