23948sdkhjf

Dansk Polyglas indgår stor kontrakt med Ørsted

Kompositvirksomheden i Broby har netop indgået en kontrakt med Ørsted på levering af GRP Transition Piece Covers til Ørsteds 1.200 MW vindmøllepark Hornsea Project One, som netop nu er under opførelse ud for Grimsby i England.

TP-coveret monteres på toppen af det Transition Piece, der knytter det monopile fundament til selve vindmølleelementet. Formålet med TP-coveret er at beskytte de tekniske installationer, der er monteret inde i TP´en mod offshore-miljøet, indtil selve vindmølletårnet monteres.

Dansk Polyglas har udviklet et TP-cover, som er meget hurtigt at installere offshore. TP-coveret er vandtæt og ventileret for forebyggelse af fugt i selve TP´en. Ligeledes tilgodeser konstruktionen de kabelarbejder, som skal udføres af kabelinstallatører, og der er indbygget forstærkninger til brug for løft af udstyr inde i TP´en.

- Der er utroligt stort fokus på nedbringelse af omkostninger til etablering af offshore-vindparker i disse år, og vi ser rigtig gode fremtidsmuligheder i dette marked, da vi har udviklet et produkt, som bidrager positivt til nedbringelse af de samlede projektomkostninger, udtaler Kurt Nielsen indehaver og administrerende direktør for Dansk Polyglas.

Dansk Polyglas har tidligere leveret TP-covers til de 67 vindmøller i Veja Mate offshore-projektet, og har derfor indgående viden omkring produktet og kravene hertil:

- Vi er utroligt stolte af og glade for, at Ørsted har valgt os som samarbejdspartnere på dette projekt. Vores speciale er at designe, beregne og fremstille komplekse kompositprodukter, som besidder uovertrufne egenskaber i forhold til lav vægt, korrosionsbestandighed og høj styrke, udtaler Kurt Nielsen.

Virksomheden er leverandør til blandt andet offshore og subsea, arkitektur og byggeri og har ligeledes et stort sortiment indenfor miljøbokse.

Dansk Polyglas påregner grundet generel travlhed at skulle ansætte yderligere 10 medarbejdere i foråret.  

- På trods af, at kompositter har eksisteret i snart mange årtier, er det kun ganske få virksomheder i Danmark, som kan fremstille kompositemner af høj kvalitet, udtaler Kurt Nielsen, som efterlyser, at erhvervsskolerne etablerer en specifik komposituddannelse på lige fod med smede og tømrer.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109