23948sdkhjf

Metal- og maskinindustrien i imponerende comeback

Jern & Maskinindustriens kæmpe brancheanalyse leverer klart budskab.

Med den aktuelle udgave af Jern & Maskinindustrien følger brancheanalysen "Industriens Top".

184 virksomheder er i det 120 sider tykke specialmagasin blevet taget under økonomisk lup, og redaktionens analytikere har samtidig kigget på udviklingen af metal- og maskinindustrien siden finanskrisen.

Du finder online-udgaven af "Industriens Top" her

Magasinet er kun for abonnenter.

Analyserne viser, at virksomhederne hurtigt kom tilbage i gear efter krisen i slutningen af 2008 og især i 2009 bankede på døren. Tallene i analysen viser blandt andet, at otte ud af ti virksomheder tjente flere penge før skat i seneste regnskabsår, end de gjorde i 2009.

Industriens genrejsning siden finanskrisen udløser da også respekt i og omkring branchen.

- Jeg blev overrasket over, at så mange virksomheder i metal- og maskinindustrien formåede at omstille sig så hurtigt og komme tilbage med nul-resultateter efter en så voldsom nedgang i aktiviteterne under finanskrisen. Det skete jo på få år. Jeg tror, det skyldes en god tradition i industrien, hvor man er klar til at justere sit mandskab efter ordrerne, og fordi mange virksomheder er ejerledede og derfor tænker mere langsigtet, siger Ole Storm Jeppesen, branchedirektør i fremstillingsindustrien i DI i Industriens Top.

Han bekræfter samtidig det aktuelle billede af travlhed i industrien.

Det udsagn bekræftes af Jesper Andersen, som er salgschef i Nordania Leasing.

- Trenden er rigtig positiv i metal- og maskinindustrien. Indtjeningen er forbedret, og investeringslysten er stigende. Hos Nordania oplever vi en stigende efterspørgsel på leasing af CNC-maskiner til både den spåntagende industri såvel som til pladebearbejdningsvirksomhederne og ofte med automationsløsninger, siger Jesper Andersen.

CFU: Ejere gik ned i løn
Hos Center for Underleverandører er centerleder Knud Hareskov enig i grundlaget for industriens comeback.

- Industrien har fået nyt liv, og der er vældig travlt i dag. Det er flere virksomheder tilbage i dag, end vi havde forventet. Jeg havde forventet en større konsolidering, siger Knud Hareskov, som vurderer, at industriens vilje til overlevelse skinner igennem.

- Danske virksomheder har vist en evne til at omkostningstilpasse deres produktion, og så har vi i Danmark en række ejerledere, der er gået ned i løn, siger han.

Samtidig har en række virksomhedsejere sat deres private midler i spil for at komme op igen efter finanskrisen, og det er delvist sket efter pres fra bankerne.

- Det er lykkedes for industrien at få lavet gode aftaler med finansieringsselskaberne, og det har vist sig, at vi har en forholdsvis robust industri herhjemme i Danmark, siger Knud Hareskov.

Arbejdsgiverne: Overblik
Fra arbejdsgiverorganisationen Arbejdsgiverne lyder der også rosende ord til metal- og maskinindustrien.

Industrichef Mikael Tipsmark peger på, at det i Danmark er lykkedes at automatisere en række løntunge produkter. Det har også været med til at begrænse udflytningen af industrien.

- Vi har medlemmer, der henter store serier, fordi det er områder, hvor du kan automatisere, og fordi lønomkostningerne stiger i Kina og Østen, siger Mikael Tipsmark, som roser de danske virksomheder for en høj grad af forandringsparathed og en høj grad af overblik til styring af komplicerede processer.

Men industrichefen maner samtidig til skærpet opmærksomhed på udfordringen med manglende faglærte.

- Vi er dygtige og fleksible til at efteruddanne vores ansatte og udnytte vores kompetencer. Industrien har været dygtig til at tage medarbejdere ind nedefra og så efteruddanne dem. Dem er vi gode til at samle op, men det er også en nødvendighed, siger Mikael Tipsmark, som forventer en fremtidig bølge af rekruttering fra Sydeuropa, hvor der i dag stadig er enorm ungdomsarbejdsløshed.

- Virksomhederne er blevet bedre til at åbne sig op. Det har ikke været nødvendigt før, men industrivirksomhederne kan se, det er nødvendigt nu, hvor der mangler medarbejdere. Det er et langt sejt træk, men det er i gang, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078