23948sdkhjf

Vindbranchen vil teknologiudvikle havvindkraft i Danmark

I 2020 skal vindkraft på havet være fuldt ud konkurrencedygtigt med kulkraft. Det er målsætningen i en ny strategi, som partnerskabet Megavind netop har offentliggjort. Det sender et stærkt signal om, at vindbranchen gerne fortsat vil udvikle i Danmark siger Vindmølleindustrien.
- Målet er, at elektricitet fra havvindkraft skal koste det halve at producere. Det kræver skala og industrialisering. Men konkurrenceevne blandt leverandørerne af havvindkraft handler i høj grad om teknologiudvikling. Og derfor skal vi i Danmark have presset så meget teknologiudvikling ind i den fremtidige udbygning med vindkraft som muligt, så danske aktører bliver rustet til at vinde den globale konkurrence, siger Jakob Lau Holst, vicedirektør i Vindmølleindustrien.

Et af forslagene i Megavind rapporten er blandt andet at lade en andel af de kommende kraftværker på havet opføre som mindre demonstrationsprojekter. For på den måde at sikre, at væsentlig teknologiudvikling fastholdes i Danmark. Samtidig beskriver strategien behovet for at prioritere havmølleprojektet Kriegers Flak i Østersøen som den næste store havmøllepark i Danmark.

- Demonstrationsværdien i Kriegers Flak er af meget stor betydning for vindbranchen, fordi den er et af de første skridt i at etablere et havbaseret elnet i Nordeuropa, siger Jakob Lau Holst.

- Sideløbende skal vi lave plads til demonstration i mindre skala, og tættere på land, så aktørerne omkostningseffektivt kan optimere løsningerne før de implementeres i meget stor skala.

I dag er der installeret ca. 2.500 MW havmøller i hele verden, men vindmøllebranchen forventer, at der i 2020 vil være installeret knap 40.000 MW i Europa alene. Produktionen herfra vil svare til mere end fem gange Danmarks nuværende elforbrug, og repræsenterer investeringer i størrelsesordenen 125-150 mia. euro frem til 2020.

- Markedet for havvindmøller er så småt ved at tage fart. Vi kan se, at markedet skal femdobles frem mod 2015 og derefter igen tredobles from mod 2020. Der ligger et kæmpe potentielt eksportmarked lige uden for vores grænser. Derfor skal vi gå forrest i at teknologiudvikle havvindkraft og sikre, at danske kompetencer og virksomheder er globalt konkurrencedygtige. Dertil er den nye offshore strategi et rigtigt værktøj, siger Jakob Lau Holst.

Megavind er et strategisk partnerskab mellem industrien, universiteter og offentlige myndigheder i Danmark, der arbejder for at forbedre rammerne for forskning og udvikling af vindbranchen i Danmark.

Kilde: Vindmølleindustrien - http://windpower.org

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126