23948sdkhjf

Danskerne byder robotter velkommen på arbejdspladsen

Robotter tager de tunge løft og gør arbejdsmiljøet bedre, mener et flertal af lønmodtagere i ny undersøgelse.

Robotter bliver budt velkommen med åbne arme af industriteknikere, elektrikere, svejsere og andre produktionsmedarbejdere rundt om på landets virksomheder. De nye robotkolleger tager de tunge løft og gør arbejdet lidt nemmere.

Seks ud af ti danske lønmodtagere oplever, at robotter og ny teknologi erstatter rutineprægede arbejdsopgaver med nye og mere interessante arbejdsopgaver. Det skriver Avisen.dk.

Det store flertal af lønmodtagere på det danske arbejdsmarked, nemlig otte ud af ti, mener også, at automatisering og digitalisering skaber et bedre arbejdsmiljø.

Det er Danmarks Statistik, der på vegne af LO har gennemført en stor undersøgelse blandt 5.107 danske lønmodtagere om deres syn på automatisering og digitalisering.

Godt hver anden dansker erklærer i undersøgelsen, at digitalisering og robotteknologi skaber nye job og bidrager til at holde på arbejdspladser. Og blandt lønmodtagere på det private arbejdsmarked mener 58 procent, at de nye teknologier skaber nye job.

Formand for LO Lizette Risgaard er glad for, at det store flertal af lønmodtagerne oplever digitaliseringen og de mange nye robotter som en gevinst frem for en plagsom konkurrence.

- Undersøgelsen viser, at danskerne er et teknologibegejstret folkefærd, der ikke frygter robotter som hjælpere på fremtidens arbejdspladser. Tværtimod ved de godt, at det ikke er ny men derimod gammel teknologi, man skal frygte, siger hun til Avisen.dk.

Undersøgelsen viser også, at danske lønmodtagere har indset, at den nye digitale revolution på arbejdsmarkedet kræver mere efter- og videreuddannelse. 83 procent af lønmodtagerne erklærer i undersøgelsen, at automatisering og digitalisering kræver mere efteruddannelse, mens kun 4 procent er uenige.

Mandag skal statsminister Lars Løkke Rasmussen og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen sammen med regeringens Disruptionråd på besøg hos erhvervsskolen EUC Nord i Hjørring, for at diskutere, hvilke kompetencer der er brug for i fremtiden.

Originalartikel: https://www.avisen.dk/danskerne-klar-til-nye-tider-ny-kollega-maa-gerne-va_473791.aspx?nofb=true

Fakta om undersøgelsen:

Hvor enig eller uenig er du i, at automatisering og digitalisering…

… skaber nye job eller holder på arbejdspladserne i Danmark
Enig: 52 procent.
Uenig:15

… erstatter rutineprægede arbejdsopgaver med nye og mere interessante arbejdsopgaver
Enig: 61
Uenig: 13

… giver bedre arbejdsprocesser
Enig: 68
Uenig: 7

… skaber bedre arbejdsmiljø
Enig: 81
Uenig: 5

Kilde: Danmarks Statistik for LO, september og oktober 2017. 5.107 danske løn- og dagpengemodtagere har deltaget i undersøgelsen. Andel i procent.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156