Af Nordjyske fremgår det, at deltagerne er brændeovnsfabrikken Rais A/S, lysvirksomheden A/S Martin og højttalerfabrikken Mac Speakers A/S, alle tre i Frederikshavn, samt Migatronic A/S i Fjerritslev, der fremstiller svejsemaskiner. Deltagerne har det til fælles, at medarbejderne i produktionen arbejder i selvstyrende grupper. I alt 24 medarbejdere har været udsendt som "spioner" med det mål at hente ideer og skaffe forslag til løsninger på udfordringer i egen virksomhed, skriver Nordjyske. Hver medarbejder blev udstyret med ti spørgsmål, udformet af ledere og medarbejdere i fællesskab og omhandlende emner som koordinering blandt de selvstyrende grupper, ind- og udlån af medarbejderne i grupperne, krav til en god medarbejder i en produktionsgruppe og planlægning af det daglige arbejde, samt belønningssystemet for grupperne, skriver avisen. - Både virksomhed og medarbejdere har haft stor fornøjelse af byttet, og jeg tror, der bliver kø til en ny runde, siger produktionschef Poul Knudsgaard, Rais A/S, til Nordjyske. Ifølge de deltagende virksomheder ligger udbyttet på flere planer: konkrete ideer, inspiration i bredre forstand - og fornøjelsen ved at få bekræftet, at virksomhedens egne løsninger faktisk er gode.