23948sdkhjf

Sonne bygger fadøls-maskine fra bunden af

Ordrer for et tocifret millionbeløb skaber vækst og nye job hos Sonne Automation i Thisted

Øl er godt. Meget øl er meget godt.

Og når der skal langes meget øl over disken, kræver det automatisering af både bryggeprocessen og fremstillingen af de beholdere, der rummer de gyldne dråber.

 Derfor fik ingeniørhuset Sonne en specialopgave fra en fødevarevirksomhed: Byg en maskine, der kan samle mange låg til øl-fustager og sørg samtidig for, at maskinen lever op til EU-krav til arbejdsmiljø.

- Kunden har lige nu en maskine, der kan betjenes af fem mand, hvis maskinen kører mere eller mindre i døgndrift. Men de har behov for at øge produktionen til det firdobbelte. Det vil sige, at man enten skulle købe tre maskiner mere og ansætte tre gange fem mand ekstra – eller skaffe en helt ny maskine, som kan arbejde i et hurtigere tempo ved at automatisere samling af de små plastik-komponenter, forklarer Peter Bidstrup, der er projektleder hos Sonnes Automation-afdeling i Thisted.

Alle mand bidrager
Afdelingsleder Lars Bak Nørgaard er særligt glad for ordren, fordi den giver Sonne mulighed for at vise alle sine kompetencer på én gang.

 - Vi har gang i alle mand, både på kontoret og i værkstedshallen, hvor vi bygger maskiner. Vi skal designe og tegne den nye maskine fra bunden, vi skal indkøbe delene, og vi skal bygge den. Og så tester og validerer vi hele projektet, så der er styr på dokumentationen. Det er en særlig vigtig del af processen, når man bygger maskiner til fødevare- eller medicinalindustrien, fortæller han.

Opgaven betyder, at Sonne kommer til at trække på ressourcer ikke kun fra afdelingen i Thisted, men fra kontorer over hele landet.

 - Det er en stor fordel, at vi hurtigt kan opskalere ved at trække på ressourcer fra andre Sonne-afdelinger. Der bliver enkelte medarbejdere, som kommer til at sidde her i Thisted et par dage om ugen, men ellers fungerer det rigtig godt at afvikle både projektmøder og kundemøder via Skype, så alle er opdateret, siger Lars Bak Nørgaard.

Maskinbygningsordren er vundet i et udbud blandt i alt tre virksomheder.

Ordrer skaber job
Samtidig med den nye maskine har Sonne fået flere nye ordrer på automationsprojekter, blandt andet til en nordsjællandsk high end-industrivirksomhed med første leverance i sommeren 2018.

Lige nu er der rigtig mange spændende projekter i støbeskeen i Automation-afdelingen, så der er stor tiltro til fortsat vækst.

Helt konkret så betyder de nye ordrer, at Sonne opruster i Thisted, hvor der netop er ansat fem mand ekstra: En projektleder, tre konstruktører og en el-konstruktør.

De nye ordrer har til sammen en værdi på et tocifret millionbeløb.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157