23948sdkhjf

Granly har fået et ekstra ben

Kraner er omdrejningspunktet i en ny afdeling hos den vestjyske virksomhed.

Når Granlys medarbejdere har været ude på for eksempel smedeopgaver, har kunderne gentagne gange spurgt til, om de ikke lige kunne lave en serviceopgave på deres kran.

Nu har Granly taget tyren ved hornene og starten en helt ny afdeling specialiseret i netop kraner.

- Vi skal leve af serviceopgaver, nysalg og modifikationer af eksisterende kraner. Og så er målet nok også at lave vores eget krandesign på sigt. Det har vi alle muligheder for qua vores afdelinger i Kina og Polen, forklarer Finn Just Jensen, der er fabrikschef hos Granly Steel.

Meningen med satsningen er at udnytte en række af de andre kompetencer i den efterhånden vidt forgrenede Granly-koncern.

- Vi er for eksempel certificeret til at levere løfteudstyr til Siemens, og så har vi Grumsen Equipment, der har ekspertise inden for skibskraner, siger Finn Just Jensen, og tilføjer:

- Det betyder, at vi får et ekstra ben at stå på. Det giver nye indgangsvinkler. Er vi ude at lave en kran et sted, så er der måske også nogle smedeopgaver, der skal løses.

- Udover kraner laver vi også alt det løftegrej, der er under krogen, og vi er også godkendt til at lave sikkerhedsudstyret. Vi kan levere hele pakken, lyder det videre.

GS - Crane & Equipment har allerede løst de første serviceopgaver og også leveret traverskraner. I første omgang er det en afdeling på tre mand, men planen er selvfølgelig, at den skal vokse.

- P.t. er der tre mand beskæftiget i afdelingen, som til daglig ledes af Tommy Hansen. Planen er, at vi skal op på 15 inden for overskuelig fremtid, fortæller Finn Just Jensen.

Udover de eksterne opgaver har Granly-gruppen også selv en del kraner, der skal serviceres, så allerede der, øjner Finn Just Jensen en mængde opgaver.

- Ellers er det nok typisk industrien, vi vil levere til, men vi begrænser os ikke. Om det er on- eller offshore er ligegyldigt. Vi mener heller ikke, at vi har nogen begrænsninger på størrelsen. P.t. er den største kran vi har arbejdet med på 220 tons, slutter Finn Just Jensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.206