23948sdkhjf

Dansk vaskeanlæg til russiske stålprofiler

Anmasi skal i samarbejde med KSN Industri levere et kæmpe vaskeanlæg til russisk stålkoncern.

Metodisk arbejde lønner sig. Det kan man konstatere hos Grindsted-virksomheden Anmasi, der netop har lagt sidste hånd på et stort fuldautomatisk ultralyds-vaskeanlæg til en russisk kunde.

- Vi har arbejdet med den kunde her i cirka to år, inden vi fik ordren. Vi var på Hannover Industri-messen i 2014, og der havde vi besøg af den her russiske kontakt, da de har et salgsselskab i Tyskland. Efter fire-fem måneder fik vi en henvendelse om, at de var interesserede i et anlæg til at vaske stålprofiler, fortæller Jan Hedeby Sørensen, administrerende direktør og grundlægger af Anmasi.

Anlægget er produceret i samarbejde med KSN Industri, og der har været tale om en særdeles grundig kunde.

- Det tog næsten et år, inden projektet var på plads, fordi kunden havde en masse ting, der skulle undersøges. Herefter har det taget syv måneder at opbygge og udvikle vaskeanlægget. Vi fik den endelige kontrakt i december sidste år, og vi har nu lavet det færdige projekt, som er blevet godkendt af den russiske kunde til levering, siger Jan Hedeby Sørensen.

Der er så også tale om det største anlæg, som Anmasi nogensinde har udviklet. Det skal rense stålprofiler helt op til 6 meter i længden.

- Hele anlægget fylder 10x12 meter og indeholder cirka 10 tons væske fordelt på tre tanke – det er en kombination af en ultralydsrensning, en passivering og slutter af med en tørring, forklarer Jan Hedeby Sørensen.

- Kundens fabrik ligger midt i Rusland. Emnerne skal læsses på en lastbil og køres direkte til deres lager i Sydtyskland, og så må de ikke være rustne, når de kommer frem. Så opgaven gik ud på, at emnerne skulle være rene og uden korrosion, når de kom frem efter 1½-2 uger, fortsætter han.

Det bliver Anmasis egne teknikere, der kommer til at stå for installationen ovre i Rusland.

For Jan Hedeby Sørensen sætter dette anlæg ikke blot nye standarder for, hvad Anmasi kan rense. Det åbner også døren til et helt nyt marked.

- Vi håber selvfølgelig på, at der er andre stålvirksomheder world wide, der kan bruge sådan noget, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078