23948sdkhjf

FLSmidths ordrebog stiger

Årets første tre kvartaler bød på fremgang i mineral-aktiviteterne og tilbagegang i cement-aktiviteterne. Til gengæld tegner de kommende kvartaler lovende, og FLSmidth opjusterer derfor de økonomiske forventninger en smule.
FLSmidths samlede omsætning udgjorde i årets første tre kvartaler 14,666 mia. kr., hvilket svarer til et fald på 12 % i forhold til samme periode sidste år. Den lavere omsætning er som forventet og en konsekvens af lavere ordrebeholdning ved årets start samt periodeforskydning.

Resultat før skat (EBT) blev 1,360 mia. kr. mod 1,483 mia. kr. i de første tre kvartaler af 2009, hvilket svarer til en EBT-margin på 9,3 %.

Fremgang i mineral-aktiviteter
Inden for koncernens mineral-aktiviteter hentede man en samlet omsætning på 6,637 mia. kr. i årets første tre kvartaler, hvilket er en stigning på 4 % i forhold til samme periode sidste år.

EBIT-resultatet udgjorde 670 mio. kr. mod 545 mio. kr. i 2009, hvilket svarer til en EBIT-margin på 10,1 %.

- Oven på et meget aktivt andet kvartal 2010 var der som forudset afdæmpet aktivitet i tredje kvartal med hensyn til annoncering af store ordrer. Dette var affødt dels af øget makroøkonomisk usikkerhed hen over sommeren, dels af langstrakte godkendelsesprocedurer samt timing. For mineselskaberne er det således blevet en mere og mere omfattende og tidskrævende proces at indhente myndighedsgodkendelser i forbindelse med nye mineprojekter. Efterspørgslen på mindre projekter, produkter og customer services i Mineraler har derimod fortsat udviklet sig positivt i tredje kvartal, skriver FLSmidth i sit kvartalsregnskab.

Forventet fald i cement-aktiviteter
Den samlede omsætning inden for cement-aktiviteterne faldt derimod med 25 % sammenlignet med de tre første kvartaler af 2009. I alt hentede divisionen en omsætning på 7,072 mia. kr.

EBIT-resultatet udgjorde 801 mio. kr. mod 987 mio. kr. i de tre første kvartaler af 2009. Den realiserede EBIT-margin endte på 11,3 %.

- Inden for Cement er det fortsat Indien, Sydamerika og Afrika, der repræsenterer de største markeder for ny cementkapacitet på kort sigt. Det indiske cementmarked udmærker sig fortsat ved at udgøre det største marked uden for Kina, og der forventes i år at blive kontraheret 25-30 mio. årstons ny cementovnskapacitet i Indien, skriver FLSmidth.

Lille opjustering
Den samlede ordreindgang udgjorde i årets tre første kvartal 16,352 mia. kr., hvilket er en stigning på 77 % i forhold til samme periode sidste år. Ved udgangen af tredje kvartal 2010 udgjorde den samlede ordrebeholdning 23,613 mia. kr. Ordrebeholdningen er således steget med 11 % siden årsskiftet.

For resten af 2010 har FLSmidth valgt at opjustere sine forventninger en smule. Forventningerne til cementmarkedet opjusteres til ca. 60 mio. årstons nykontraheret cementovnskapacitet globalt mod tidligere forventet ca. 50 mio. årstons.

FLSmidth fastholder dog forventningerne om en koncernomsætning på 20-21 mia. kr., mens forventningerne til EBIT-marginen opjusteres til ca. 9-10 % mod tidligere ca. 8-9 %.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094