Blaaholm udvider produktionen igen
Tre år efter indvielsen af Blaaholms produktionshal i 2014, bygger Blaaholm til igen. Den nye 1000 m2 store produktionshal med en frihøjde på 6,4 meter skal skabe kapacitet til væsentlig udvidelse af aktiviteterne i Blaaholms Automations division.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
I det nye halareal monteres en traverskran, der sikrer løftekapacitet og plads til de store stålkonstruktioner, Blaaholm producerer til vindmølleindustrien.
Første spadestik blev taget til hallen for tre måneder siden, nu er spærene rejst og tagbeklædningen monteret, og fredag inviterer Blaaholm til rejsegilde.
Over de seneste tre år har Blaaholm oplevet vækst både i forhold til omsætning og antal medarbejdere. Fra 2014 til 2017 har virksomheden fordoblet antallet af ansatte til nu 90 fastansatte, hvilket også er en af årsagerne til, at Blaaholm bygger til.
Byggeriet forventes at stå klar til indflytning i slutningen af oktober.
Rejsegildet afholdes fredag 29. september klokken 12.05 på virksomhedens adresse i Esbjerg med blandt andet tale af direktør Torben Blaaholm.