23948sdkhjf

Robotvirksomhed flytter ind på skole

Smooth Robotics indgår aftale med Svendborg Erhvervsskole, som lægger lokaler til virksomhedens test- og udviklingsfaciliteter.

Det er muligvis første gang, en virksomhed i Danmark flytter sin adresse ind på en erhvervsskole. Fra den 1. oktober kan eleverne og lærerne på Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier glæde sig over en ny og anderledes kollega.

Robotiværksætteren Jens Cortsen og virksomheden Smooth Robotics, der har udviklet en programmeringsfri svejserobot, flytter ind på Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier.

Virksomheden og dens testfaciliteter får beliggenhed i direkte forbindelse med skolens undervisningslokaler og værksteder. 

Fakta: Smooth robotics

Stiftet: 2016 

Ejere: Stifter, Jens Cortsen, ph.d. og civilingeniør, Science Ventures Denmark og Syddansk Innovation 

Team: Ny direktør pr. 1 oktober Erik Mønster, CTO Jens Cortsen, ph.d. og civilingeniør, teknologichef på Robolab, SDU

Foreløbig tre mand i firmaet
Smooth Robotics har udviklet en ny type sensorbaseret svejseværktøj til robotter, som uden programmering kan omstilles til nye opgaver. Ideelt for især mindre metalvirksomheder, der vil automatisere, lyder en vurdering. 

- Jeg ser et stort udviklingspotentiale i at placere min virksomhed netop her blandt elever og lærere. Her kan min virksomhed komme i tæt dialog med fremtidens brugere og kunder; mens de unge er på skole, kan vi for eksempel invitere virksomhedsejere ind og se, hvad deres lærlinge lærer om programmering af svejserobotter. Det er win-win. Min ambition med at placere virksomheden på erhvervsskolen er samtidig at inspirere flere SMV'er til at tage robotter ind i deres virksomhed, siger ophavsmanden bag Smooth Robotics, Jens Cortsen.  

Jens Cortsen er tidligere forsker og områdeleder ved Mærsk McKinney Møller Institut for robotteknologi på SDU, desuden er Jens Cortsen oprindeligt uddannet maskinarbejder. Foreløbig vil tre mand få arbejdsplads på Erhvervsskolen; en ny direktør, en udvikler og iværksætteren jens Cortsen.

Gylden mulighed i maritim klynge
Det er ikke tilfældigt, at Smooth Robotics har valgt Svendborg som lokation for fremtidige test og udviklingsfaciliteter. Sydfyn har en høj repræsentation af små og mellemstore jern- og metalforarbejdende virksomheder, særligt til offshore og den maritime branche.

Fyns Maritime Klynge, der er en del af Udvikling Fyn, arbejder for at styrke og udvikle de maritime virksomheder på Fyn. Klyngen har faciliteret samarbejdet mellem Smooth Robotics og Svendborg Erhvervsskole, der begge er medlemmer af klyngen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125