23948sdkhjf

Gybo gearer op

Horsens-virksomheden Gybo Rustfrit Stål Design har overtaget aktiviteterne fra konkursboet efter RS Industri.

RS Industri blev erklæret konkurs i slutningen af maj og er altså nu blevet en del af Gybo Rustfrit Stål Design. De to virksomheder fortsætter dog i separate selskaber, og aktiviteterne i Århus er blevet placeret i det nystiftede selskab Gybo Industri. Samtidig vil Gybo Rustfrit Stål Design ændre navnet til det lidt mere enkle Gybo Ståldesign.

- Jeg fik tilbuddet af kurator, om jeg ville overtage det, fortæller Jan Bojsen, indehaver og direktør hos Gybo, om baggrunden for, at han valgte at opkøbe konkursboet.

Mens Gybo Rustfrit Stål Design er specialiseret i pladeproduktion, primært i rustfri stål, var RS Industri specialiseret i procesanlæg og trykbeholdere, blandt andet med en del montagearbejde. Derudover er virksomheden Frostline, der producerer frostfri vandposte, også en del af familien.

Og det er en cocktail, som Jan Bojsen har store forventninger til.

- Begge firmaer har altid historisk set være gearet til at arbejde inden for industrien. Her i Horsens laver vi meget værkstedsarbejde, har vores egen lille PTA-afdeling og har det hele i huset; laserskæring, buk og klip. I Århus arbejder de meget ude hos kunderne. Desuden er der i Århus over 1.000 kvadratmeter produktionsfaciliteter, hvor der kan håndteres meget store emner. Dette vil vi udnytte i koncernen, således vores samlede tilbud til kunderne kan udbygges, siger Jan Bojsen.

- Vi vil prøve at lave en platform, hvor vi kan tilbyde mere totale løsninger og kan trække opgaver med hjem på værkstedet. Kunderne vil have komplette løsninger i dag, og vi er blevet mere komplette i og med, at vi nu har både fremstillings- og montagedelen, tilføjer han.

Tidligere direktør hos RS Industri, Morten Aagaard Madsen, er fulgt med over i det nye setup og har i dag titel af CTO. Han ser også store fordele ved nu at være en del af Gybo-familien.

- Der hvor vi i Århus henter store fordele er dels, at vi kan trække på Gybos administration hernede i Horsens, men også at vi får adgang til et helt produktions-setup, forklarer han.

- Vores medarbejdere syntes også, at det var fedt, at vi gjorde det. I Århus kan vi høre på vores medarbejdere, at vi har nogle topmotiverede folk, tilføjer han.

Han kan også konstatere, at RS Industri har været i stand til at byde ind med en del til Gybo-koncernen, specielt på svejsesiden.

- Gybo har fået et væld af svejsecertifikater. Hos os i Århus er alle medarbejdere for eksempel certificeret til at arbejde i Atex. Vi har også en CE EXC2-godkendelse til bygningsstål, og hvis opgaven er til det, vil den hurtigt kunne opgraderes til en EXC3 i og med, at vi er vant til at arbejde med trykbærende udstyr, hvor styringen af svejsningen og materialerne er meget lig de høje EXC-klasser, forklarer Morten Aagaard Madsen.

Før konkursen var der cirka 25 medarbejdere hos RS Industri. Det er lykkedes at bevare 20 af de arbejdspladser, og så bliver der suppleret med indlejet mandskab i det omfang, det er nødvendigt. Siden opstarten har der ifølge Jan Bojsen været fuldt blus på ordretilgangen, og der er allerede blevet ansat yderligere tre medarbejdere.

- Samlet set kan vi nu tilbyde over 50 medarbejdere med ekspertise inden for rustfri stål i Gybo, konstaterer Jan Bojsen.

Han kan da også melde om en god start for Gybo Industri, som nu har været en del af Gybo i cirka tre måneder. Det har vist sig at være bæredygtigt, som Jan Bojsen udtrykker det.

Men han ser dog også udviklingsmuligheder, og der er ingen tvivl om, at der skal arbejdes med vækst i de kommende år.

- I Århus har man været tæt knyttet til otte-ti kunder, og vi skal have øget kundekartoteket med fem-ti kunder mere. Det er et mål at få en større omsætning deroppe, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109