23948sdkhjf

Wavin har skåret store lunser af energiforbruget

Wavin har over de seneste år gennemført en stribe energispare-projekter og indført energiledelse. Det har bragt energiforbruget mindst 15 procent ned.

Som plastvirksomhed med smelte- og ekstruderingsprocesser er plastvirksomheden Wavin en stor energiforbruger.

Men de seneste år har Hammel-virksomheden skåret den ene store luns efter den anden af sit energiforbrug.

Alene på tre store produktionslinjer, hvor der ekstruderes rør, har virksomheden sparet 604.000 kilowatttimer om året ved at erstatte gamle jævnstrømsmotorer med nye, frekvensstyrede vekselstrømsmotorer.

- Jævnstrømsmotorerne tog en frygtelig masse energi, og havde et stort varmespild. Det er meget mindre på de ny vekselstrømsmotorer. Det, der er godt ved energibesparelser, er, at det er win-win. Det er både godt for miljøet og for vores økonomi, siger Lars Baungaard, kvalitets- og energichef hos Wavin.

Ned gennem fabrikshallerne kan man tydeligt fornemme, at Wavin er en stor energiforbruger. Der støbes store beholdere i støbeovne, og plast varmes op, før det trækkes gennem ekstruderingslinjer.

Lars Baungaard fortæller også, hvordan fabrikkens belysning med lysstofrør er blevet skiftet til LED-belysning. Det har sparet 800.000 kWh om året.

Liste over muligheder
Lars Baungaard og hans kolleger i virksomhedens energiteam mødes fire gange om året og diskuterer mulighederne for energibesparelser ud fra en lang liste af muligheder.

- Vi har den her screeningsliste, siger Lars Baungaard og viser en lang liste over mulige projekter med investering og mulige årlige besparelse i kilowatttimer og i kroner.

- Den viser, hvor meget investeringen vil koste, og hvad det forventede resultat vil være. Vi vil ikke kaste penge efter noget, der viser sig at være en dårlig forretning, siger Lars Baungaard.

Energiledelse ISO 50001
Som et led i firmaets energiaftale med Energistyrelsen har firmaet pligt til at indføre energiledelse efter ISO 50001.

Firmaet blev certificeret af Det Norske Veritas sidste sommer. Norske Veritas kommer hvert år for at kontrollere, om firmaet overholder kravene. Det har ifølge Lars Baungaard givet nogle fordele.

- Det holder os til ilden. Man kan ikke bare lægge energispørgsmål på hylden. Vi bliver nødt til fortsat at lede efter besparelser. Vi skal blive bedre i morgen, end vi er i dag, siger han.

Energiledelse betyder også, at hver gang, der skal investeres i udstyr med et vist energiforbrug, så sættes der en procedure i gang, så man får regnet ud, om det kan betale sig at købe noget udstyr, som er mere energivenligt.

- Det er i købssituationen, at man skal være opmærksom og tage den rigtige beslutning, siger Lars Baungaard.

Wavin deltager i Plastindustriens fælles netværk omkring energibesparelser.

- Det har betydet, at vi har kunnet udveksle med andre firmaer, så vi har kunnet drage nytte af andres erfaringer, siger Lars Baungaard.

Når man har indgået en aftale med Energistyrelsen, får man en del af sine CO2-afgifter tilbage, når man opfylder kravene til energibesparelser og energiledelse.

Lars Baungaard og hans kolleger håber også, at Wavin kan få lov til at aflevere varme til Hammels fjernvarmenet. Men her kommer afgiftsregler muligvis til at stå i vejen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.453