23948sdkhjf

Stor vækst i miljøplast

Plus Pack satser kraftigt på cirkulær økonomi. Firmaet har kraftig vækst i salget af dets miljøplast, PP-kridt

Plus Pack i Odense, der designer og producerer plast- og alu-emballage til friske måltider, har stor succes med firmaets nye materiale PP-kridt. På et år er anvendelsen af materialet øget med 43 procent.

PP-kridt er en PP-plast med 52 procent indhold af naturligt mineral. Det store indhold af naturligt mineral betyder, at CO2-belastningen er 40 procent mindre end for almindelig polypropylen, der typisk anvendes i emballageindustrien. Plus Pack lancerede PP-kridt for fire år siden.

- Vi har udviklet PP-kridt sammen med en svensk leverandør, og det er dejligt at se, at det bevæger sig fremad, siger Camilla Haustrup Hermansen, direktør for forretningsudvikling og marketing hos Plus Pack. Hun har også positive forventninger til materialet videre frem.

- Det er særligt i Norden, Frankrig og Holland, at materialet er slået igennem. Danmark er faktisk ikke så godt med. Vi har prøvet at lokke nogle af de store retailere i Danmark, men de er tilbageholdende. Måske er det danske marked mere prisfølsomt, siger hun.

Ikke samme holdbarhed
Plus Pack søger hele tiden efter nye muligheder for materialer.

- Vi kigger løbende på nye materialer og tester dem. Desværre kan mange rene biomaterialer i dag ikke tilbyde de holdbarheder, som kræves i fødevareindustrien. Vi venter derfor på, at plastproducenterne kommer med en bioplast med de nødvendige barriereegenskaber, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Arbejder med agenda
Plus Pack har i en årrække arbejdet med den grønne agenda inden for emballageindustrien.

- Vi har fokus på cirkulær økonomi. Vi vil gerne påvirke den agenda både i Danmark og i Europa. For os at se er der tale om en strukturel udfordring, der handler om hele den måde samfundet indsamler affald, og hvordan vi organiserer vores affaldshåndtering, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Hun uddyber.

- I vores egen virksomhed handler det i høj grad om, at vi skal minimere brugen af materiale. Materialerne har en ret høj værdi, så der er også noget at spare for os ved at bruge mindre materiale. Vi arbejder meget med at udvikle tyndere, lettere og stærkere materialer og minimere ressourcespild i hele værdikæden, forklarer Camilla Haustrup Hermansen.

Dialog med forbrugere
Plus Pack søger også at komme helt ud til forbrugerne for at påvirke dem til at recirkulere firmaets emballager.

- Vi tager en dialog med vores kunder om, hvordan de kan informere slutbrugerne om, hvad man gør med emballagen for at genanvende den. En af vores kunder, Lerøy Seafood i Norge, har lige lanceret en kampagne, om hvordan man let kan sikre sig, at alu-emballage bliver indsamlet til genanvendelse. Det er en ny dialog vi har med vores kunder om fælles ansvar og om at tænke cirkulært, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063